19/04-10
-
Pressemeddelelse
Århus Firma Sport kåret til årets forening på landsplan
Danmarks tredjestørste idrætsorganisation, Dansk Firmaidrætsforbund, har i weekenden den 17.-18. april 2010 afholdt Formandsmøde. Her kunne formand Peder Bisgaard løfte sløret for Årets Forening - og valget faldt på Århus Firma Sport.
"Århus Firma Sport er en af landets største firmaidrætsforeninger. Sportsligt har Århus Firma Sport mange aktiviteter. Ikke mindst fodboldturneringen er værd at nævne, da det suverænt er provinsens største firmafodboldturnering. Men også indenfor bowling er man flot med rent aktivitetsmæssigt, lød det i Peder Bisgaards motivering.
Formand Carsten Petersen, der i 1999 blev kåret som Årets Leder i Dansk Firmaidrætsforbund, var stolt og glad for den flotte hæder.
"Det betyder utrolig meget for os. Det er det største, man kan opnå som forening. Dette er en pris, der er for hele foreningen. Det er vi meget stolte af. Vi er en forening med mange aktiviteter i gang hele tiden, og jeg tror, det har været medvirkende til, at vi blev valgt som Årets Forening.
I år har vi rigtig mange nye tiltag på vej. Bl.a. har vi fået en frivillig ildsjæl omkring løb. Det har bevirket, at vi nu skal arrangere både B.T.'s "løb dig sund" løb, Alt for damernes kvindeløb og Bike and Run stafetten," fortæller den stolte og glade foreningsformand.
Billedtekst: Formand for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard (tv), overrækker prisen som årets forening til Carsten Pedersen, Århus Firma Sport (i midten). Til højre ses bestyrelsesmedlem i Århus Firma Sport Anne Gammelgaard.
Relevant information
http://www.firmaidraet.dk
Firma
Dansk Firmaidrætsforbund
Storebæltsvej 11
5800 Nyborg,
Danmark
+45 30 60 46 50
+45 65 30 14 26
http://www.firmaidraet.dk