Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/09-10   -   Pressemeddelelse

Ny stafet for løbere og cyklister kommer til Aalborg

Kombinér de traditionelle 5 km stafetløb med to cyklister på holdet. Et helt nyt stafetkoncept kommer forbi Nørresundby lørdag den 25. september. Deltagerne i den nye stafet - Bike & Run Stafetten - skal samle et hold på fem personer, hvor tre fra holdet skal løbe de traditionelle 5 km, og to andre på holdet skal cykle hver 13,6 km. Starten går kl. 13 fra Nørresundby Idrætscenter, hvor Aalborg Firmaidræt inviterer motionister og medarbejdere fra arbejdspladserne i Aalborg og omegn til Danmarks nye firmastafet for løbere og cyklister.

Det koster 375 kr. pr. hold at deltage, og tilmeldingen foregår på www.bikeandrun.nu - med sidste frist den 19. september. Man kan dog også møde op og melde sig til på løbsdagen den 25. september mod et tillægsgebyr på 50 kr.

"Bike & Run Stafetten henvender sig til motionister, og muligheden for at være med på holdet som cyklist er helt unik for vores nye stafet hos firmaidrætten. Det betyder, at alle kan være med - også selv om knæene eller kondien måske ikke lige er til at løbe 5 km", forklarer Verner Sørensen, formand for Aalborg Firmaidræt, der også står bag det barske mandeløb Xtreme Mandehørm.

Deltagerne i Bike & Run Stafetten i Aalborg den 25. september kan se frem til en motionstur i et fantastisk smukt område. Ruten for holdets løbere går gennem de naturskønne omgivelser i Solsideparken, hvor terrænet er kuperet med lidt udfordrende stigninger undervejs og samtidigt giver en flot udsigt over parkens sø. De to cyklister på holdet bliver sendt en tur ud til oldtidsminderne ved Lindholm Høje og retur ad asfaltveje væk fra stærk trafik.

"Vi glæder os til at præsentere et nyt motionsarrangement i det samme område, som vi afholder vores årlige Solsidestafetten. Denne gang kan der være cyklister med på holdet, og niveauet er lagt, så alle kan være med. Nu har man derfor chancen for at lokke dem med, der ellers ikke plejer at deltage, når der er stafet på programmet", lyder opfordringen fra Verner Sørensen.

"Start, mål og skift mellem cyklister og løbere foregår ved Nørresundby Idrætscenter. Her er der masser af plads til hygge med holdet, når alle er nået i mål", fortæller Verner Sørensen og oplyser, at 30-40 frivillige hjælpere står klar til at tage imod og give deltagerne en god oplevelse den 25. september.

Stafetten i Aalborg den 25. september er del af en landsdækkende satsning fra firmaidrætten, som ruller Bike & Run Stafetten ud i otte andre løbsbyer i Danmark i 2010. Bike & Run Stafetten har allerede været i Nyborg og Sæby i juni, og foruden Aalborg får Århus, Odense, Kolding, Slagelse, Ringkøbing og København besøg af firmastafetten i den kommende tid. De fleste steder sker det en lørdag eller søndag i uge 38-40, hvor firmaidrætten samtidigt gennemfører den landsdækkende motionskampagne "Arbejdspladsen motionerer". Kombinationen af cyklister og løbere på ét hold er unik og bruges p.t. ikke i andre stafetløb i Danmark.

Mere information på www.aalborgfirmasport.dk og www.bikeandrun.nu

Bike & Run stafetten er for hold med fem personer, hvor tre fra holdet skal løbe 5 km, og to skal cykle 13,6 km. Samlet set gennemfører holdet dermed en maraton-distance, hvor man skiftes til at give stafetten videre til hinanden og gennemfører sin tur én efter én, til alle fem fra holdet er kommet i mål. Mere information på www.bikeandrun.nu.

Relevant information

http://www.firmaidraet.dk



Billeder


Pressekontakt


Firma

Dansk Firmaidrætsforbund
Storebæltsvej 11
5800 Nyborg, Danmark

  +45 30 60 46 50
  +45 65 30 14 26

http://www.firmaidraet.dk

Modtag nyheder fra Dansk Firmaidrætsforbund på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.