Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/09-10   -   Pressemeddelelse

Ny stafet for løbere og cyklister kommer til Kolding

Kombinér de traditionelle 5 km stafetløb med to cyklister på holdet. Et helt nyt stafetkoncept kommer forbi Kolding ved Bakkeskolen søndag den 26. september. Deltagerne i den nye stafet - Bike & Run Stafetten - skal samle et hold på fem personer, hvor tre fra holdet skal løbe de traditionelle 5 km, og to andre på holdet skal cykle 13,6 km. Starten går kl. 10 fra Bakkeskolen på Seestvej, hvor Kolding Firma Sport inviterer motionister og medarbejdere fra arbejdspladserne i Kolding og omegn til Danmarks nye firmastafet for løbere og cyklister.

Det koster 375 kr. pr. hold at deltage, og tilmeldingen foregår på www.bikeandrun.nu - med sidste frist den 19. september. Man kan dog også møde op og melde sig til på løbsdagen den 26. september mod et tillægsgebyr på 50 kr.

"Bike & Run Stafetten henvender sig til motionister, og muligheden for at være med på holdet som cyklist er unik for vores nye stafet hos firmaidrætten. Det betyder, at alle kan være med - også selv om knæene eller kondien måske ikke lige er til at løbe 5 km", forklarer H.C. Jørgensen, formand for Kolding Firma Sport, der også står bag den populære Slotssøstafetten, som sidste måned samlede over 600 løbere på 127 hold.

Deltagerne i Bike & Run Stafetten den 26. september kan se frem til en hyggelig motionssøndag rundt i noget af det kønneste og skønneste af Kolding. Holdets to cyklister skal ud på en 13,6 km rute i det sydvestlige Kolding, som går forbi skov, marker og eng - og op og ned af et par bakker. For løberne på holdet går turen af sted i området omkring Kolding Å.

"Start, mål og skift mellem cyklister og løbere foregår ved Bakkeskolen. Her er der plads til picnic og hygge med holdet, når alle er nået i mål. Så vi lægger op til en rigtig søndagsudflugt, der kombinerer aktivitet og afslapning", fortæller H.C. Jørgensen og oplyser, at deltagerne kan købe pølser og drikkevarer i målområdet.

"Vi glæder os til at præsentere en ny motionsstafet i Kolding, hvor Slotssøstafetten hidtil har været den eneste. I vores nye stafet kan der også være cyklister med på holdet, så nu har man altså chancen for at lokke dem med, der ellers ikke plejer at deltage", lyder opfordringen fra Kolding Firma Sports formand.

Stafetten i Kolding den 26. september er del af en landsdækkende satsning fra firmaidrætten, som ruller Bike & Run Stafetten ud i otte andre løbsbyer i Danmark i 2010. Bike & Run Stafetten har allerede været i Nyborg og Sæby i juni, og foruden Kolding får Århus, Aalborg, Odense, Slagelse, Ringkøbing og København besøg af firmastafetten i den kommende tid. De fleste steder sker det en lørdag eller søndag i uge 38-40, hvor firmaidrætten samtidigt gennemfører den landsdækkende motionskampagne "Arbejdspladsen motionerer". Kombinationen af cyklister og løbere på ét hold er unik og bruges p.t. ikke i andre stafetløb i Danmark.

Mere information på www.koldingfirmasport.dk og www.bikeandrun.nu

Bike & Run stafetten er for hold med fem personer, hvor tre fra holdet skal løbe 5 km, og to skal cykle 13,6 km. Samlet set gennemfører holdet dermed en maraton-distance, hvor man skiftes til at give stafetten videre til hinanden og gennemfører sin tur én efter én, til alle fem fra holdet er kommet i mål.
Mere information på www.bikeandrun.nu.

Relevant information

http://www.firmaidraet.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Dansk Firmaidrætsforbund
Storebæltsvej 11
5800 Nyborg, Danmark

  +45 30 60 46 50
  +45 65 30 14 26

http://www.firmaidraet.dk

Modtag nyheder fra Dansk Firmaidrætsforbund på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire