Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/10-10   -   Pressemeddelelse

Hubertusjagt for mænd uden hest - Xtreme Mandehørm i Fredensborg sætter ny deltagerrekord

Ekstrem løb på en meget krævende rute, tophemmelige forhindringer, løbere, der i bogstaveligste forstand skal gennem ild og vand - der bliver gang i den, når Xtreme Mandehørm løber af stablen i Fredensborg lørdag den 16. oktober.

Det er ekstremt, det stinker og det er udelukkende for mænd - det er Danmarks sejeste mandeløb for motionister - Xtreme Mandehørm 2010 - og danske mænd er vilde med det. I Fredensborg blev løbet udsolgt på bare otte uger og alle andre Xtreme Mandehørm løb i Danmark, nærmere bestemt i Odense, Århus og Aalborg - kan ligeledes melde alt udsolgt.

I noget af Fredensborgs mest ufremkommelige terræn, bydes der lørdag den 16. oktober op til 13 km mandehørmsløb med muddergaranti, hårde forhindringer og et par beskidte overraskelser undervejs.

- De 13 km er den mest spektakulære rute til dato, med flere vanskelige passager og flere forhindringer, som forhåbentlig vil give blodsmag i munden på deltagerne, lyder det fra løbsarrangør Jan Pold fra Fredensborg Atletik klub.

Jan Pold glæder sig meget til, igen i år at overraske med en spændende og hård rute.
- Sidste år havde vi ca. 1.500 løbere af sted på en rigtig sjov rute, og jeg forventer, at det bliver mindst lige så hårdt, sjovt og udfordrende i år. Vi har bl.a. et elektrisk hegn, løberne skal forcere, og så kan det jo være, at nogle af løberne fra sidste år finder deres forsvundne løbesko i mudderet, forklarer løbets alfahan med et skævt smil.

Den nordsjællandske udgave af Xtreme Mandehørm er igen i år landets største med hele 2200 deltagere til det udsolgte løb.

- Vi har fundet plads til 700 flere deltagere i år. Som noget nyt sætter vi ild til en af forhindringerne og laver et par andre overraskelser i forhold til sidste år. Vi sender løberne af sted i 11 grupper med 200 i hver. Der bliver således plads nok, men sikkert ikke luft nok, på den spektakulære rute, lyder det fra Jan Pold, der samtidig understreger, at løbet er i stadig udvikling - ikke to løbs-år er ens - der bliver konstant bygget videre på konceptet.

Når smerten tiltager i stængerne og målstregen krydses, står en flok søde tyrolerpiger klar til at kræse om mandfolkene til den efterfølgende Oktoberfest.

- Vi har skruet op for festlighederne i festteltet, hvor et brag af en Oktoberfest vil sætte et flot punktum for årets begivenhed. Et stort Tyrolerorkester søger for at bænkene bliver brugt til andet end at sidde på, fortæller Jan Pold.

Der vil være attraktive præmier til vinderne og mange spændende sponsorpræmier, som der trækkes lod om. Dagens bedste udklædning belønnes med en gratis start til næste års Xtreme Mandehørm.

Ca. 50 pladser sælges på dagen efter princippet "først til mølle". Henvendelse i informationen på stævnepladsen fra kl. 10.00. Hvis man som tilskuer vil se deltagerne i aktion, kan man opleve starten på løbet på marken overfor Grønholt Kirke. Startskuddet lyder præcis kl. 12.00.

Fakta
Xtreme Mandehørm er et løbskoncept oprindeligt udviklet af Fredensborg Atletik Klub, og udbredt til byer i hele landet i tæt samarbejde med Dansk Firmaidrætsforbund. Løbet er udelukkende for mænd, og afvikles i 2010 i fire byer - Fredensborg, Odense, Århus og Aalborg. Der løbes ca. 11-13 km i hårdt terræn med indlagte forhindringer og mudderhuller. Efter løbet er der fællesspisning og underholdning i god mandehørm stil.

Yderligere information.

Formand for Fredensborg Atletik klub
Jan Pold Tlf. 2630 0604

Relevant information

http://www.firmaidraet.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Dansk Firmaidrætsforbund
Storebæltsvej 11
5800 Nyborg, Danmark

  +45 30 60 46 50
  +45 65 30 14 26

http://www.firmaidraet.dk

Modtag nyheder fra Dansk Firmaidrætsforbund på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire