Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/04-11   -   Pressemeddelelse

Vindmøller bør erstatte svinende kul før naturgas

Vindmøller har de seneste år været med til at sikre et højt forbrug af kul. Den mekanisme skal stoppes, så vedvarende energi betyder reelle reduktioner af CO2 og et mindre forbrug af fossile brændsler. Kul sviner 67 procent mere end naturgas.

Når det blæser er vindmøllerne absolut bedst. Derfor skulle man tro, at blæsevejr betyder mindre brug af fossile brændsler som kul. Det gør det bare ikke.
Når vindmøllerne producerer maksimalt falder prisen på el nemlig, og det eneste alternativ, der kan følge vindmøllerne ned i pris, er kul.

Derfor falder det danske kulforbrug ikke. Og derfor falder brugen af fossile brændsler slet ikke, som man skulle tro.

"Vi skal have sikret, at mere vedvarende energi også samtidig betyder mindre forbrug af det værste fossile brændsel, kul, før alt andet" siger formanden for Dansk Fjernvarme Uffe Bro.

Kul udleder op mod 67 procent mere CO2 end naturgas. Derfor burde mekanismen være, at kulovnene blev slukket først. Sådan er virkeligheden i det danske energisystem bare ikke.

Det er først og fremmest de decentrale naturgasfyrede kraftvarmeværker, som må give op i lavpriskonkurrencen. Fordi naturgas både er dyrere i indkøb som brændsel, og fordi naturgas til kraftvarme er betydeligt hårdere afgiftsbelagt.

Det allerstørste paradoks er faktisk, at den såkaldte kul-kondensproduktion af el slet ikke falder. Det er den produktion, hvor kul-kraftværkerne udelukkende producerer el og smider overskudsvarmen ud til fiskene i havene omkring Danmark.

For samtidig med, at dette energispild foregår, så må de decentrale kraftvarmeværker tænde for deres naturgaskedler og udelukkende producere varme.
Dermed bruger man dobbelt så meget brændsel som nødvendigt til at producere den mængde energi, der er behov for til lys, varme og varmt brugsvand.

"Det skal der gøres noget ved. For kører vi videre som nu, så reducerer vi ikke det samlede energiforbrug, og vi udnytter vore ressourcer dårligst muligt, samtidig med, at vi sviner langt mere," siger Uffe Bro.

Problemet vil kun vokse og vokse de kommende år, hvor der skal sættes betydeligt flere vindmøller op. Dermed vil vedvarende energi sikre fortsat enormt brug af det værste fossile brændsel.

Relevant information

http://www.danskfjernvarme.dk/


Pressekontakt


Firma

Dansk Fjernvarme
Merkurvej 7
6000 Kolding, Danmark

  +45 61 20 57 23

http://www.danskfjernvarme.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Fjernvarme på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater