02/03-12
-
Pressemeddelelse
Helt ekstrem februar - endte fuldstændigt gennemsnitligt
Pyha for en februar måned i år. Ekstrem kulde i begyndelsen af måneden, som fik fremkaldt varsler om ekstra store varmeregninger. Og så den varmeste dag i 23 år den 29. februar med 15,1 grader, som kun var sølle 0,7 grader fra at slå alle tiders varmerekord.
Februar har i sandhed været en omskiftelig og ekstrem måned. Fra rekordproduktion på fjernvarmeværkerne til det stik modsatte.
"Februar har været helt ude i yderpunkterne - og så ender den faktisk helt på det jævne," siger teknisk konsulent Hans Jørgensen Rasmussen fra Dansk Fjernvarme.
For trods det, at februar 2012 indeholder en ekstra dag, så slutter måneden med 482,4 graddage. I et normalår har februar 486 graddage, viser Dansk Fjernvarmes opgørelse af graddage. Graddage er et udtryk for, hvor koldt det er.
"Derfor kan fjernvarmeforbrugerne være helt rolige. Heller ikke februar i år påvirker deres varmeregning i negativ retning," siger Hans Jørgen Rasmussen.
Og det altså selv om der den 4. februar blev målt helt ned til minus 23,1 grader i Odense og lokalt endnu koldere. Den 4. februar var der således 25 graddage, og den 5. februar 25,6 graddage. Det er det koldeste i mands minde.
Det var et par rekord-kolde dage, som tilfældigvis faldt sammen med, at fjernvarmeværker landet over holdt Varmens Dag den 5. februar.
Blandt andet i Odense, hvor man måtte køre med hele 11 spidslastkedler, udover hvad Fynsværket og den normale grundlastproduktion kunne byde ind med.
Også i hovedstadsområdet blev der meldt om rekordproduktion. Her blev der sendt fem procent mere fjernvarmeenergi gennem systemet sammenlignet med den hidtidige rekorddag 26. december 2010.
"Men ser vi på hele vinteren, så er der er tale om en varm vinter. Der er cirka 210 graddage færre end normalt, og derfor har folk kunnet mærke det positivt på deres forbrug," siger Hans Jørgensen Rasmussen.
Der vil typisk være sparet 2-400 kroner på varmebudgettet.
Ser man tilbage på de seneste 12 måneder, så udgør graddagene kun 86 procent af normalåret. Dette indikerer også, at folk har sparet på varmeregningen.
Meget tyder på, at februar 2012 bliver den måske mest omskiftelige måned med temperaturforskelle på cirka 40 grader fra koldest til varmest.
Relevant information
http://www.danskfjernvarme.dk/