05/11-10
-
Pressemeddelelse
Kronprinsesse Mary på besøg hos Lærdansk
Onsdag d. 3. november besøgte Kronprinsesse Mary i sin egenskab af protektor for Dansk Flygtningehjælp organisationens sprogcenter i Odense, Lærdansk Odense. Her oplevede hun blandt andet, hvordan ny teknologi og nye pædagogiske metoder er taget i anvendelse for at lære indvandrere og flygtninge at tale og læse dansk på en bedre og mere effektiv måde.
Kronprinsessen deltog aktivt i nogle af de mange undervisningsaktiviteter, og hun fortalte sine "medkursister", hvor vigtigt det har været for hende selv at lære dansk så hurtigt og godt som muligt.
I sin velkomsttale til Kronprinsessen sagde forstander Heri Körner, at de mange tilbud og aktiviteter understreger, at selv vanskelige opgaver kan løftes og løses, hvis de gribes rigtigt an - med faglig dygtighed, engagement og respekt for mangfoldigheden.
Kronprinsessen mødte også en gruppe indvandrerkvinder, der deltager i projektet "Livsstil og job". Her inspireres kvinderne til en mere fysisk aktiv hverdag. Projektet gennemføres af Integrationsnet, som er navnet på Dansk Flygtningehjælps landsdækkende konsulentnetværk, der leverer professionelle integrationsydelser til kommuner, regioner og institutioner.
Endelig fik Kronprinsessen indblik i, hvordan det frivillige arbejde støtter og hjælper flygtninge og indvandrere, så de hurtigere finder fodfæste i det danske samfund. Kronprinsessen sluttede sit besøg af med et kvarters samtale med Maria Fransisca Knudsen og hendes mentor. Maria er 38 år, har boet i Danmark i ni år og er under uddannelse som social- og sundhedshjælper.
"Det positive ved at have en mentor er, at det har givet mig styrken til at lære mere uden at være bange for at lave fejl", siger Maria Fransisca Knudsen.
Relevant information
http://www.flygtning.dk
Firma
Dansk Flygtningehjælp
Borgergade 10, 3.sal
1300 København K.,
Danmark
33 73 51 60
30 24 86 66
http://www.flygtning.dk