16/12-10
-
Pressemeddelelse
Elfenbenskysten: DFH klar med nødhjælp
En voksende konflikt og humanitær krise udspiller sig netop nu i Elfensbenskysten i kølvandet på præsidentvalget i november. I løbet af de seneste dage har omkring 3.500 mennesker krydset grænserne til nabolandene Liberia og Guinea, og flere forventes at følge i takt med, at situationen forværres i den vestafrikanske republik.
Situationen i Elfenbenskysten ser nu ud til forværres dag for dag efter stridigheder om resultatet af præsidentvalget den 28.november. Den siddende præsident Laurent Gbagbo nægter at acceptere det internationalt anerkendte valgresultatet, der erklærer hans politiske rival Alassane Ouattara som vinder og ny leder af landet.
Seneste meldinger fra Elfenbenskysten beretter om, at oprørsgrupper og politiske fraktioner, der støtter den siddende præsident Gbagbo, er samlet i hovedbyen Abidjan omkring en bygning, der huser Ouattara, den FN-støttede vinder af valget.
Et voksende antal mennesker, især i landdistrikterne, er nu flygtet fra den intensiverede konflikt og usikkerhed. De, der flygter til nabolandet Liberia fortæller om flere tilfælde af oprørere, der udsætter lokalbefolkningen for chikane og tortur som hævn mod dem, der har stemt for den siddende præsident Gbagbo.
"I frygt for, hvad der kan ske, er mange flere flygtet udenom de officielle grænseovergangssteder, og mange menes at skjule sig i junglen, hvor de venter på at kunne krydse grænsen til sikkerhed i Liberia," siger Elsa Moreno, der arbejder som koordinator for Dansk Flygtningehjælps program i Elfenbenskysten.
Dansk Flygtningehjælp forbereder sig på at kunne reagere på krisen i samarbejde med FN og en række andre humanitære hjælpeorganisationer i området. Organisationerne følger nøje situationen og vurderer behovene for hjælp og beskyttelse både i Elfenbenskysten og i de omkringliggende lande, hvor folk flygter til.
"Der er på nuværende tidspunkt behov for øjeblikkelig hjælp til at dække behov for mad, lægehjælp og husly i de områder omkring grænserne, hvor de fleste flygtninge befinder sig. Vi forbereder os nu på at kunne hjælpe de nyankomne flygtninge, og de der ventes at nå frem i den kommende tid. Det forventes allerede nu, at tæt på 5.000 mennesker vil krydse grænserne i løbet af de næste ti dage. Dette tal kan stige yderligere afhængigt af, hvordan situationen tilbage i Elfenbenskysten udfolder sig, "siger Elsa Moreno.
Dansk Flygtningehjælp har været til stede i Elfenbenskysten siden 2003 og arbejder med hjælp til den nødlidende befolkning, der er påvirket af de seneste års konflikter og udbredt fattigdom. Situationen i store dele af Vestafrika er ligeledes ustabil og befolkningerne lider under mangel på mad, rent drikkevand og beskyttelse. Udover Elfenbenskysten er Dansk Flygtningehjælp til stede i Liberia og Guinea, hvor organisationen arbejder med støtte til flygtninge og internt fordrevne.
Relevant information
http://www.flygtning.dk
Firma
Dansk Flygtningehjælp
Borgergade 10, 3.sal
1300 København K.,
Danmark
33 73 51 60
30 24 86 66
http://www.flygtning.dk