21/10-11
-
Pressemeddelelse
Forsoning og minerydning nødvendig i Libyen
Lige nu er der sejrsstemning i Libyen, men når festen er ovre, skal der arbejdes målrettet på at rydde op efter krigen og sikre en udvikling mod forsoning og demokrati. Dansk Flygtningehjælp følger udviklingen og er klar til at yde den hjælp, der bliver nødvendig.
Dansk Flygtningehjælp har siden konflikten brød ud i Libyen arbejdet med at hjælpe de civile ofre både i Libyen og i nabolandet Tunesien, hvortil mange flygtede. I disse dage står kontoret stille, for befolkningen fejrer sejren med deres våben, og de mange sejrsskud gør det alt for farligt at bevæge sig rundt i byerne. Når festen slutter, bliver der brug for en målrettet indsats for at hjælpe den libyske befolkning videre.
"Vi sikrer rent vand og uddeler basal nødhjælp, der hvor det er nødvendigt. Der er humanitære behov blandt udsatte grupper, men vores oplevelse er heldigvis ikke, at der bliver brug for en stor humanitær nødhjælpssaktion i Libyen," siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, der er i tæt kontakt med Dansk Flygtningehjælps folk på kontoret i Zintan.
"Libyerne får brug for andre former for hjælp fra Europa og fra humanitære organisationer. For tiden efter en diktators fald er vanskelig, fordi der åbnes op for andre modsætninger og uenigheder i befolkningen. Hvis vi skal undgå en situation som den, vi ser i fx Irak, er det nødvendigt, at Europa sætter ind og støtter civilsamfundet med fokus på konfliktløsning, forsoning og selvfølgelig demokrati," siger Andreas Kamm.
Konflikt, revolutioner og flygtningestrømme på tværs af Nordafrika har skabt en meget kompleks flygtningesituation. Nogle var flygtninge, allerede før konflikterne begyndte, og nogle er blevet fordrevet under konflikten. Derfor arbejder Dansk Flygtningehjælp - i samarbejde med UNHCR - på løbende at holde øje med beskyttelsesbehov blandt mindretal og flygtninge.
Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, Danish Demining Group, arbejder på at hjælpe den libyske befolkning af med et andet stort problem efter krigen.
"Når våbnene ikke længere skal bruges til krig, er det et stort problem, at der er så mange våben i omløb. Det skal vi hjælpe dem med at få under kontrol," siger Andreas Kamm og forklarer, at det arbejde allerede er påbegyndt i samarbejde med UNMAS og UNOPS.
"Sidst men ikke mindst er der brug for en mere traditionel minerydningsindsats. Vi ved, at der er store problemer med ueksploderet ammunition efter krigen. Det skal ryddes væk, så den libyske befolkning ikke kommer til at leve videre i fare for at miste liv og lemmer."
Pressekontakt Dansk Flygtningehjælp:
Kommunikationsmedarbejder Villads Zahle, villads.zahle(at)drc.dk, 33 73 51 84 / 60 37 44 31
Pressekoordinator, Iben de Neergaard, iben(at)drc.dk, 33 73 51 80 / 20 31 66 87
Relevant information
http://www.flygtning.dk
Firma
Dansk Flygtningehjælp
Borgergade 10, 3.sal
1300 København K.,
Danmark
33 73 51 60
30 24 86 66
http://www.flygtning.dk