12/09-12
-
Pressemeddelelse
Det syriske folk er på flugt i hele regionen
Over en million er fordrevet i deres eget land, mens flere hundrede tusinde befinder sig i nærområderne. Syrene er på flugt, og de har brug for en udvidet og fleksibel hjælp, der kan flytte sig rundt med flygtningene og de fordrevne, siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm.
Den eskalerende syriske konflikt har sendt over 1 million syrere på flugt i deres eget land, mens op mod 300.000 nu lever som flygtninge i nærområdet. Den langtrukne og eskalerende konflikt i Syrien går hårdt ud over civilbefolkningen, der har akut brug for hjælp inde i Syrien - og i de lande, de flygter til - Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet.
"Syrien er et meget vanskeligt sted at få nødhjælpen frem, men det er her hovedparten af de civile ofre for konflikten befinder sig, og derfor kæmper vores folk dagligt for bla. at bringe nødhjælpspakker ud i og omkring Damascus, i Homs og i Deraa," fortæller Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm.
Den seneste tids optrapning af konflikten har betydet, at antallet af flygtninge i nabolandet Libanon er øget voldsomt, derfor har Dansk Flygtningehjælps styrket sin indsats i det nordlige Libanon.
"Dansk Flygtningehjælp er ikke kun i Syrien, vi er i hele regionen, og derfor kan vi løbende følge udviklingen - og løbende flytte folk og ressourcer rundt for at sikre at hjælpen når de mest udsatte og sårbare, uanset hvor de befinder sig," siger Andreas Kamm.
Dansk Flygtningehjælp arbejder i øjeblikket målrettet på at øge indsatsen i både Syrien, Libanon, Jordan og Irak i takt med at behovene ændrer sig og i tæt samarbejde med de øvrige koordinerende organisationer i de forskellige lande.
"Vi startede med at arbejde i Syrien i 2007, da over en million irakere flygtede i den retning. Nu skriver vi 2012, og syrenes situation er så desperat, at de bla.flygter mod Irak," slutter Andreas Kamm.
Dansk Flygtningehjælp indretter sin indsats i de forskellige lande i regionen efter at dække de største behov for de mest sårbare. Nødhjælpsindsatsen omfatter i øjeblikket bl.a. uddeling af nødhjælpspakker, hygiejneartikler, madrasser og tæpper, mad og sikrer nødboliger bla. i skoler og andre offentlige bygninger.
Relevant information
http://www.flygtning.dk
Firma
Dansk Flygtningehjælp
Borgergade 10, 3.sal
1300 København K.,
Danmark
33 73 51 60
30 24 86 66
http://www.flygtning.dk