04/07-16
-
Pressemeddelelse
Herre-U18 afslutter turnering med målfest
De danske U18-drenge spillede lørdag eftermiddag den sidste kamp ved turneringen i Lübeck, og her blev 76 mål banket ind i kampen mellem Danmark og Israel, hvor Danmark vandt 45-31.
U18-landsholdet har i denne weekend spillet træningsturnering i Lübeck som forberedelse til EM i Kroatien i næste måned. Torsdag slog Danmark Island, fredag blev det til et nederlag til de tyske værter, og lørdag slog de danske drenge Israel med cifrene 45-31 (23-14).
"Det var egentlig en kamp, der forløb lidt som forventet, og vi gjorde mange ting rigtigt og dominerede tingene, som vi skulle," fortæller træner Stefan Madsen.
Dog var Stefan Madsen ikke tilfreds med, at modstanderne scorede 31 mål i kampen.
"Israelerne løb simpelthen på alt, og de startede altid med hurtig midte, hvor vi manglede lidt på paratheden og blev fanget lidt på hælene, så det er lidt ærgerligt, at vi ikke formår at sætte en prop i," siger Stefan Madsen, der dog roser de danske drenge for angrebsspillet:
"Jeg synes, vi ser nogle af de ting, vi har snakket om i angrebet - vi falder ikke i den gryde, hvor vi tyer til de individuelle aktioner, men i stedet spiller vi bolden godt rundt og gør hinanden gode."
"Vi har brugt turneringen på det, vi gerne ville, og spillerne har fået mulighed for at vise sig frem," siger Stefan Madsen, der sammen med landstræner Claus Hansen i den kommende tid skal teste spillerne fysisk og herefter udtage EM-holdet:
"Det, der bliver afgørende for den enkelte spiller, er indsatsen i den kommende periode, til vi møder ind igen, så jeg håber, drengene er indstillet på at lægge nogle kræfter i."
U18-herrerne rejser til Kroatien i starten af august og har et par træningskampe planlagt dernede, inden EM-slutunden skydes i gang.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk