01/07-16
-
Pressemeddelelse
U20-piger på medaljejagt ved VM
Det danske dame-U20 landshold er fredag rejst til Moskva, hvor de kommende to uger byder på VM i Rusland, og de rejser afsted med store ambitioner.
Det danske U20-landshold har efter en periode med forberedende træninger og kampe sat kursen mod VM i Rusland, der afvikles i Moskva. Dette bliver holdets sidste opgave, inden de efter sommerferien træder ud af ungdomsrækkerne, og hvor det næste skridt for nogles vedkommende vil blive udviklingstruppen eller A-landsholdet.
Landstræner Flemming 'Tuborg' Larsen mener, at holdet er godt rustet til den kommende slutrunde trods lidt slinger i forberedelserne:
"Vores seneste to samlinger har ligget i juni måned, hvor der har været eksamener, og hvor nogle er blevet studenter. Det har vi selvfølgelig stor respekt til og givet plads til, men det har selvfølgelig betydet, at fokus ikke har været hundred procent på håndbolden hele tiden," fortæller han og konstaterer videre:
"Det betyder, at vi ikke har præsteret optimalt, men vi har alligevel efter omstændighederne fået det optimale ud af vores kampe, og især mod Sydkorea i søndags fornemmede jeg, at vi var tilbage på sporet, og var der, hvor vi skal være."
Går efter medaljer
U20-pigerne er en gylden årgang, som sidste år blev U19-europamestre i Spanien og tidligere fik bronze som både U18 ved VM og U17 ved EM samt guld som U17 ved Ungdoms-OL samme år. Selvom VM i Rusland ser ud til at blive en svær turnering for Danmark, går holdet dog efter en plads på podiet.
"Vi får en svær pulje med blandt andre Norge, Ungarn og Montenegro, der er stærke på årgangen, og klarer vi os ikke godt, kan vi risikere en svær modstander i ottendedelsfinalen," siger Flemming 'Tuborg' Larsen og henviser til, at VM-turneringsformen jo er særligt hård, fordi knockout-fasen allerede starter efter puljekampene, og her kan en enkelt dårlig kamp betyde VM-exit.
"I første omgang handler det om at komme godt videre fra puljen - gerne som nummer et, og så håber og tror jeg, at vi ligesom sidste år vil spille os op i løbet af turneringen, så vi hele tiden lægger lag på og dermed kan nå semifinalerne og komme til at spille med om medaljerne," siger Flemming 'Tuborg' Larsen og afrunder:
"Vores store styrke er bredden og sammenholdet, og vi glæder os alle sammen rigtigt meget til at rette hele vores fokus mod denne turnering og kæmpe vores bedste for at få et godt resultat hjem til Danmark."
Danmarks kampprogram:
3. juli kl. 10.00 mod Angola
5. juli kl. 18.00 mod Norge
6. juli kl. 16.00 mod Uzbekistan
8. juli kl. 18.00 mod Montenegro
10. juli kl. 20.00 mod Ungarn
11. juli: Ottendedelsfinaler
12. juli: Kvartfinaler og placeringskampe
14. juli: Semifinaler og placeringskampe
15. juli: Medalje- og placeringskampe
Kamptidspunkterne er angivet i lokal tid (Moskva er en time foran)
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk