14/07-16
-
Pressemeddelelse
Eggert ikke skadesfri forud for OL-udtagelse
Landsholdsfløjen Anders Eggert har den seneste uge forgæves forsøgt at blive en lægskade kvit, og dermed er håbet om udtagelse til OL i Rio ude af sigte.
Landsholdets venstrefløj Anders Eggert har meddelt landstræner Gudmundur Gudmundsson, at hans lægskade fortsat driller, og at han dermed ikke bliver klar til at deltage i landholdssamlingen forud for udtagelsen af OL-truppen, som offentliggøres mandag morgen den 18. juli.
"Jeg har meddelt Gudmundur, at jeg ikke er 100 procent klar, og at jeg først forventer at kunne begynde at træne med i næste uge, men når nu OL-holdet skal udtages i slutningen af denne uge, så er det jo ikke en god situation," lyder det fra Anders Eggert, der dermed misser chancen for at komme i betragtning til OL-truppen.
"Jeg er ked af det på Eggerts vegne, for jeg ved, hvor meget det betyder for ham. Men jeg kan ikke tage ham med i overvejelserne om truppen til OL, når han ikke er helt klar, og jeg ikke har set ham på banen, inden holdet skal udtages," begrunder landstræner Gudmundur Gudmundsson.
Anders Eggert er naturligt nok skuffet, men også afklaret omkring situationen:
"Jeg er rigtigt ærgerlig over, at jeg ikke har mulighed for at melde mig på banen i forhold til OL, men jeg var også godt klar over, at det var en svær situation. Skader kommer aldrig på et godt tidspunkt, men det her er virkelig uheldig timing."
Anders Eggert har spillet 159 kampe og scoret 578 mål for Danmark. Han har deltaget ved alle slutrunder siden 2009 - herunder også OL i London 2012.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk