Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
18/08-16   -   Pressemeddelelse

Danmark i OL-semifinalen

Danmark knuste Slovenien med 37-30 i OL-kvartfinalen og er nu i OL-semifinalen for blot anden gang i historien. Her møder danskerne enten Kroatien eller Polen.

Dagens menu stod på OL-kvartfinale for natteravne i Future Arena i Rio. Selvom Slovenien scorede opgørets første mål, kom Danmark godt fra start i kampen, hvor specielt modstandernes offensive forsvar gav danskerne masser af rum at manøvrere i. René Toft, Casper U. Mortensen og to gange Morten Olsen gav hurtigt Danmark en føring på 4-2 på trods af en tidlig dansk udvisning. To slovenske scoringer skabte dog balance i regnskabet efter syv minutters spil, men hurtigt genetablerede Danmark en tomålsføring: 7-5 efter ti minutter.

Ingen af de to holds målmænd fik taget rigtig fra i første halvdel af første halvleg, og derfor røg der mange bolde i kassen i begge ender, hvilket gav 18 mål i de første 14 minutter. To slovenske udvisninger lige efter hinanden gav Danmark mulighed for at udbygge yderligere, men chancen blev ikke udnyttet, hvorfor Danmark stadig var i front med to, da Slovenien igen var fuldtallige. Her ramte kampen stilstand, og der gik fem minutter uden scoringer. Slovenien brød først dødvandet, men Mikkel Hansen svarede igen på straffe til stillingen 11-9 efter 20 minutter. Yderligere fem minutter senere kom Danmark foran med tre mål for første gang i kampen, og den målforskel holdt kampen ud, hvor måltavlen viste 16-13, da de to mandskaber gik til pause.

Angrebsspil i verdensklasse
Danmark åbnede anden halvleg med en scoring, og fire minutter senere havde Danmark bragt sig foran med fem mål. Da slovenerne kort efter løb ind i en udvisning, begyndte det at se rigtig godt ud for Gudmundur Gudmundssons drenge, der fik udnyttet overtallet til at bringe sig på 23-16. I kassen tog Jannick Green pludselig det hele, og derfor kunne Danmark bare udbygge og udbygge. Efter godt ti minutter af anden halvleg kom Danmark foran med hele ni mål. Slovenerne skulle slide for scoringerne, mens det danske angrebsspil flød i langt de fleste sekvenser. Dagens modstandere fik dog hentet to mål ind, da kampen gik ind i de sidste 15 minutter, hvor tavlen viste 28-21 til Danmark.

Man sad med fornemmelsen af, at Slovenien kun kunne score på straffekast, som de da også fik otte af i de første 48 minutter. Desværre for dem fik de lige så mange 2-minuttersudvisninger. De var dog godt kæmpende og halede et par mål ind i åbent spil i den følgende periode. Endnu en gang svarede Danmark igen, og da de bragte sig foran med 36-27 med tre minutter igen, var semifinalen en realitet. Herfra var sejren en ekspeditionssag og de rød/hvide endte med en knusende sikker sejr på 37-30. Det betyder, at de danske håndboldherrer for blot anden gang i historien står i en OL-semifinale.

I fredagens semifinale møder Danmark Polen, og kampen vises på TV 2 kl. 01.30 dansk tid.

Pressekontakt

Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
  +45 43 26 24 09
  +45 22 25 24 29

Firma

Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 24 27
  29 16 09 10

http://www.dhf.dk

Modtag nyheder fra Dansk Håndbold Forbund på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater