13/09-16
-
Pressemeddelelse
Håndboldherrerne hyldes ved EM-kvalkamp
Billetsalget til herrelandsholdets EM-kvalifikationskamp 3. november starter på tirsdag. Kampen spilles i Brøndby Hallen, og her får publikum lejlighed til at fejre OL-triumfen.
Dette efterår påbegynder herrelandsholdet kvalifikationsturneringen for at komme til EM i Kroatien i januar 2018. Danmark er i pulje med Ungarn, Holland og Letland, og første skridt mod slutrunden skal tages på hjemmebane den 3. november, når Håndboldherrerne står over for Holland.
Kampen bliver samtidig hele håndbold-Danmarks første mulighed for at fejre Håndboldherrernes guldmedaljer fra OL i Rio, og det bliver Brøndby Hallen, der danner rammen om festen.
"Vi er i Brøndby Hallen både glade og stolte over, at DHF har valgt at fejre herrelandsholdets OL-guld i Brøndby Hallen i forbindelse med afvikling af landskampen mod Holland. Vi er også sikre på, at mange sjællændere og københavnere vil glæde sig over, at det er muligt at se og opleve Danmarks og ja, verdens bedste håndboldspillere i Brøndby Hallen, og samtidig får tilskuerne mulighed for at se det facelift, som multiarenaen Brøndby Hallen gennemgår for tiden," lyder det fra hallens direktør, Carsten Boje Larsen.
Hos DHF glæder generalsekretær, Morten Stig Christensen, sig også til begivenhederne.
"Vi glæder os rigtigt meget til at hylde gulddrengene i Brøndby Hallen, hvor en forhåbentlig fyldt arena kan være med til at anerkende den enestående indsats, holdet har leveret, og det fantastiske resultat, de har opnået - og samtidig være med til at give Håndboldherrerne en god start på vejen mod slutrunden i 2018."
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk