09/10-16
-
Pressemeddelelse
Danmark taber sidste kamp ved Golden League
Norge blev en for stor mundfuld og slog overbevisende Danmark med 31-19 (15-7). Nordmændene blev dermed samlet vinder af Golden League.
Forum Horsens dannede søndag eftermiddag rammerne for den sidste kamp ved Golden League mellem Danmark og OL-bronzevinderne fra Norge. Danmarks to første kampe havde hidtil budt på en sejr over de olympiske mestre, Rusland, og et nederlag i går til OL-sølvvinderne fra Frankrig.
Danmark begyndte kampen med et hav af tekniske fejl. Dertil kom fire danske udvisninger, som nordmændene udnyttede med flot overtalsspil. Stine Jørgensen måtte i midten af 1. halvleg udgå efter et vrid på sin ankel. Norge forsatte det flotte og overbevisende spil resten af halvlegen, og gæsterne kunne gå til pause foran hele 15-7.
Billedet fortsatte efter pausen, hvor Norge igen skruede op for tempoet. Efter fem minutter af 2.halvleg var den norske føring øget til ti mål. Danmark havde mere end svært ved at spille sig til chancer. Det betød også flere perioder med lange scoringspauser, som kun var med til at øge det norske forspring yderligere. Norge cruisede sig igennem resten af kampen. De skandinaviske naboer kunne dermed fejre en overbevisende sejr og en samlet 1. plads ved Golden League.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk