07/10-16
-
Pressemeddelelse
U19-piger slår Ungarn
De danske VM-sølvindere slog her til aften Ungarn med 31-24 (15-12) i et fyldt Nakskov idrætscenter.
Det var to toptændte mandskaber, der fra kampens start spillede flot og tempofyldt håndbold. Begge hold kæmpede om føringen, men det var de danske piger, der kunne gå til pause foran, 15-12.
Efter pausen kom Ungarn stærkt tilbage. Gæsterne udlignede til 16-16, og var med frem til 19-19 efter 45 min. Herefter var de danske piger kyniske i deres kontraspil, som igen gav dem en komfortabel føring. Danmark løb fra Ungarn i kampens døende minutter. Heine Eriksens tropper kunne derfor glæde sig over en sejr på 31-24.
Pigerne mødte ind til samling i mandags. Kampen her til aften var den første siden det flotte resultat med sølvmedaljerne til VM i sommers, men det var ifølge landstræneren ikke til at se:
"Vi spiller en rigtig fin kamp - en flot indsats af pigerne trods den lange landsholdspause. Cifrene lyver måske en smule. Vi fik en del lette mål til sidst, de presser os godt igennem store dele af kampen, men det var en fortjent sejr. Jeg vil også gerne have lov til at rose opbakningen og faciliteterne her i Nakskov. Vi har haft nogle super dage hernede, og vi glæder os til at spille i morgen igen i Maribo," afslutter Heine Eriksen.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk