28/10-16
-
Pressemeddelelse
René Toft melder afbud til samling
Endnu et afbud har ramt herrelandsholdet forud for EM-kvalifikationskampene den 3.-6. november, hvor Holland og Letland venter på hhv. hjemme- og udebane.
Landstræner Gudmundur Gudmundsson samler herrelandsholdet tirsdag den 1. november, men landstræneren må undvære en af OL-profilerne, nemlig René Toft, der netop har meldt afbud til den kommende samling.
"René Toft har desværre meldt fra til samlingen, fordi han har været igennem et meget hårdt genoptræningsforløb i det halve år op til OL-forberedelserne i juli og lige siden har været under hårdt pres, så han har brug en pause," siger Gudmundur Gudmundsson, der i stedet har indkaldt Anders Zachariassen.
"Anders Zachariassen var med til OL-forberedelserne i sommers, så han kender vores forsvarsspil og kan fint træde ind på holdet."
Anders Zachariassen skulle i samme periode have været med udviklingslandsholdet i Polen, og den ledige plads i udviklingstruppen udfyldes i stedet af Morten Bjørnshauge fra KIF Kolding København.
Landsholdet møder Holland på hjemmebane i Brøndby Hallen torsdag den 3. november, hvor DHF og publikum inden kampen udnytter lejligheden til at hylde OL-guldet. Derpå flyver landsholdet til Letland, hvor de søndag spiller den anden ud af i alt seks kampe i EM-kvalifikationsturneringen.
Herrelandsholdets kampprogram for den kommende uge
3/11 kl. 20.30 i Brøndby Hallen: Danmark-Holland
6/11 kl. 17.10 i Valmiera: Letland-Danmark
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk