04/11-16
-
Pressemeddelelse
U21-drenge tæver spanske europamestre
Danmark sprudlede fredag aften i den første kamp ved firenationersturneringen i Skanderborg, da Spanien blev besejret med 26-21.
U21-landsholdet tog her til aften første skridt i forberedelserne frem mod januars VM-kvalifikation. Aftenens modstander var de forsvarende euromestre fra Spanien, som tidligere har voldt de danske drenge store problemer. Det var dog ikke tilfældet i kampens indledende minutter. Danmark kom flyvende fra start med et aggressivt forsvar og flotte scoringer i angrebet. De danske drenge scorede til 5-1 efter otte minutters spil, som udløste en hurtig spansk timeout.
Danmark forsatte ufortrødent det flotte spil. Særligt anført af Simon Gade i målet, der lukkede helt ned for de spanske skytter. Morten Henriksens tropper kunne derfor gå til pause foran med 13-10.
De rød/hvide drenge kom stærkt ud fra pausen, hvilket igen fremtvang en spansk timeout efter blot fire minutter. I målet blev Simon Gade erstattet af Simon Sejr, som forsatte sin forgængers høje niveau med et utal af store redninger. Med ti minutter igen bragte Danmark sig foran med hele ti mål, 24-14.
De danske drenge kunne dermed nyde kampens sidste minutter uden de store problemer. Efter slutfløjtet kunne Danmark juble over en sikker sejr på 26-21.
"Vi spiller en rigtig fin kamp. Det er dejligt, fordi vi lykkedes med nogle ting, som vi har arbejdet på rigtig længe. Vi får løst Spaniens 5:1 forsvar - noget som vi før har haft svært ved. Ligeledes lykkes vi med en masse ting rent angrebsmæssigt, hvilket er forløsende. I morgen gælder det et stærkt fransk mandskab, som vel er det bedste hold fra årgang 96/97 i verden," afslutter Morten Henriksen.
I morgen venter EM-bronzevinderne fra Frankrig - en kamp du kan se på TV 2 Sport kl. 19.30.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk