30/12-16
-
Pressemeddelelse
Randers HK er pokalmestre 2016
Kvindernes pokalturnering er de seneste to dage blevet afgjort ved Santander Final 4-stævnet i Silkeborg. Her vandt Randers HK, FC Midtjylland blev toer, og Viborg HK tog bronzen.
Jysk Arena i Silkeborg har de seneste to dage dannet ramme om det første Final 4-stævne nogensinde i kvindernes pokalturnering. I torsdagens semifinaler slog FC Midtjylland Viborg HK, mens Randers HK tog finalepladsen foran TTH Holstebro.
I dagens medaljekampe sikrede Viborg HK sig bronzemedaljerne, mens Randers HK i den efterfølgende pokalfinale vandt trofæet:
1: Randers HK
2: FC Midtjylland
3: Viborg HK
4: TTH Holstebro
Finalekampen: FC Midtjylland-Randers HK 21-27 (10-10)
FCM kom bedst fra start, men midtvejs i 1. halvleg gik de i stå, og det udnyttede Randers HK flot med dejligt aggressivt spil. Kampen forblev lige til pausen, hvor holdene gik i omklædningsrummet ved stillingen 10-10. I 2. halvleg var Randers-pigerne intet mindre end flyvende - godt hjulpet på vej af en storspillende Cecilie Greve i målet - og de tog dermed trofæet i den første pokalfinale, de nogensinde har spillet.
Bronzekampen: Viborg HK-Team Tvis Holstebro 25-23 (13-9)
Mens de grønblusede fra Viborg skulle rejse sig efter et ni måls-nederlag til FCM i semifinalen, måtte TTH finde reservedepoterne frem efter hele 80 minutters kamp mod Randers i semifinalen. Viborg HK kom bedst fra start, og den føring, de fik skabt i første halvleg, formåede Holstebro-mandskabet ikke at hente trods en ihærdig indsats i 2. halvleg, hvor de fik hentet en stor del af Viborg-føringen, der på et tidspunkt var på otte mål, 17-9.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk