13/01-17
-
Pressemeddelelse
VM åbnet med stil
Efter femten lige minutter skiftede Danmark gear og trak voldsomt fra Argentina i første VM-kamp. Danskerne løb sydamerikanerne over ende og åbnede VM med en sejr på 33-22.
Det stod på forhånd klart, at René Toft Hansen ikke ville deltage i Danmarks første VM-kamp på grund af usikkerhed omkring hans albueskinne. Om det var hans fravær, der skabte lidt forvirring i forsvaret, eller om det var de generelt gode, argentinske afslutninger, der voldte danskerne lidt bøvl i starten, er svært at sige, men i en meget lige begyndelse på kampen var det hele tiden Argentina, der var et mål foran. Efter knap ni minutter bragte Lasse Svan dog de rød/hvide foran med 6-5, og herefter var det danskerne, der fastholdte et lille overtag.
Midtvejs i halvlegen begyndte Danmark at trække fra, og efter godt 18 minutter satte Lasse Svan endnu en gang bolden i kassen til en føring på 12-8. Netop Svan var sammen med Mads Mensah og Mikkel Hansen en nydelse i første halvleg, hvor trioen stod for 11 af Danmarks scoringer - samme antal som hele Argentinas hold satte ind de første 30 minutter. De to hold gik til pause med en dansk føring på 17-11.
10-målsføring efter få minutter
Da først Jesper Nøddesbo, Hans Lindberg to gange og Henrik Toft åbnede 2. halvleg med scoringer, kom Danmark foran 21-11, inden Argentina scorede deres første mål i anden halvleg på straffekast. Danskerne udbyggede med yderligere et par mål, så føringen kom op på 12 mål. Herefter lå den danske føring og vekslede mellem 10 og 12 mål de følgende 15-20 minutter, som også var var en periode, hvor alle syv startende spillere blev sparet.
Selvom Mikkel Hansen ikke så meget til banen i de sidste 30 minutter, så endte han alligevel som dansk topscorer med seks mål tæt fulgt af Lasse Svan med fem og henholdsvis Hans Lindberg og Magnus Landin med fire scoringer hver. Sammen med alle holdkammeraterne scorede de 33 kasser, mens Argentina blev holdt nede på 22 mål, og dermed endte Danmarks åbningskamp med en 11-målssejr, og dermed kom de rød/hvide optimalt fra land ved VM. Allerede i morgen spiller Gudmundur Gudmundssons udvalgte kamp igen, når Egypten står på den anden banehalvdel kl. 20.45 - en kamp, der kan ses på TV 2.
Pressekontakt
Alexander Elverlund
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 01
+45 27 41 41 31
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk