23/11-11
-
Pressemeddelelse
Nyt forsvar gav uafgjort mod Tyskland
Danmark og Tyskland spillede 22-22 efter momentvis god dansk indsats.
I den første af tre testkampe inden afrejsen til VM i Brasilien spillede det danske kvindelandshold uafgjort 22-22 mod Tyskland foran 2369 tilskuere i Forum Horsens i en kamp med flere positive aspekter trods en meget svær optakt med adskillige afbud fra nøglespillere. Især det nykomponerede offensive forsvar fungerede i perioder rigtig godt for Jan Pytlicks tropper.
I kampens start havde det danske angrebsspil svært ved at få rytme i spillet. Både Trine Troelsen og Line Jørgensen skød forgæves fra distancen, og der var generelt for mange fejlafleveringer. Kontrafasen sad ikke helt i skabet, og Jan Pytlick blev efter kun to scoringer på 10 minutter nødt til at tage en timeout.
I målet kom Christina Pedersen godt i gang, og efter timeouten og skiftet til en 5-1 formation, kom forsvaret også op i de nødvendige omdrejninger. I de sidste 20 minutter af halvlegen blev Heine Jensens tyske spillere holdt nede på ganske få scoringer.
Efter timeouten havde Christina Krogshede stort held med sine gennembrud på ydersiden, og hun sørgede for at bringe ligevægt i kampen med sin scoring til 8-8.
Selvom danskerne flere gange helt unødvendigt smed bolden væk på vej op af banen, holdt holdet sig inde i kampen blandt andet takket være at Kristina 'Mulle' Kristiansen og Susan Thorsgaard fik godt gang i deres gamle sammenspil fra ungdomslandsholdet.
10-10 i pausen og en blandt dansk indsats med pil opad.
De positive takter i det danske forsvar fortsatte i anden halvleg. I et 3-2-1-lignende forsvar blev der, godt ført an af Mette Melgaar, kæmpet intenst om alle bolde, bevægeligheden og opbakningen var god, og der blev i de fleste tilfælde tacklet godt af. Men når tyskerne kom forbi en af de de offensive spillere, var Sandra Toft i målet prisgivet.
I angrebet var tempoet fint, men det var kun en fremragende Trine Troelsen, der kunne skyde igennem de tyske parader. Alle de øvrige scoringer faldt efter gennembrud eller opspil til fløjene, og så snart tempoet faldt, fik danskerne problemer.
Kontraspillet var langt skarpere end i de første 30 minutter, men desværre brændte danskerne alt for mange frie chancer på de glimrende tyske keepere. Holdene fulgtes ad stillingsmæssigt gennem hele halvlegen, primært fordi danskerne brændte for meget, og fordi tyskerne gang på gang smed bolden væk i angrebet.
Fem minutter før tid tog Jan Pytlick en time out ved 20-19, men mystiske fejl tvang ham til at tage endnu en to minutter senere. Tyskerne kom på 21 -21, Pernille Larsen scorede til 22-21, og da Danmark havde chancen for at hjembringe sejren 50 sekunder før tid, ramte Line Jørgensen desværre stolpen. En tysk scoring fra fløjen gav slutresultatet 22-22 og en lidt ærgerlig følelse af, at danskerne faktisk fortjente sejren efter en helhjertet fighterindsats.
Relevant information
http://www.dhf.dk
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk