09/12-11
-
Pressemeddelelse
Danmark løb sig til storsejr
Danmark bankede Elfenbenkysten med 38-17 og lavede hele 19 kontramål
Elfenbenkysten var intet problem for et dansk landshold, der især i de første 30 og de sidste 7-8 minutter var uhyre fokuseret og vandt en herlig storsejr på 38-17.
Med til at sikre den store sejr var hele 19 mål på hurtige opløb, og her spillede nyankomne Kristina Bille en vigtig rolle. Afløseren for skadede Maibritt Kviesgaard fik sagt godda' med fire af de seks første mål og med otte scoringer i alt i første halvleg. Velkommen!
Danskerne blev straks mødt af et hyperoffensivt forsvar, men spillerne fandt nemt den nødvendige plads med opspil til fløje og skud fra backs. Bedst gik det dog med kontrastødende, som nævnte Kristina Bille, Mette Melgaard og Louise Svalastog var så skarpe til, at Danmark bragte sig foran med 7-3 på 10 minutter.
Efter 13 minutter og et par lidt sure afrikanske scoringer afløste Sandra Toft Karin Mortensen i målet. På det tidspunkt havde både det danske forsvar og de norske dommere fået luret elfenbenskystens noget uortodokse spil af.
Stregspiller Gondo lavede konstant ulovlig screening med sin bagdel, mens de afrikanske bagspillere kom til kort over for de forudseende danskere igen smukt ført an af Mette Melgaard.
Det gav Sandra Toft mulighed for at få trænet sine lange udkast, som lå præcist undtagen i ét tilfælde, hvor målvogteren tabte bolden til Louise Svalastog, der scorede i et tomt mål.
Den mest bemærkelsesværdige ting fra Elfenbenkystens side var Gondos scoring med ryggen mod målet - en specialitet, hun også udførte med succes mod Sverige. Med det var kun pynt, da de mange danske kontramål gav en dansk pauseføring på hele 22-7.
I 2. halvleg fortsatte de gode takter i angrebet, hvor især Kristina Kristiansens kryds til Stine Jørgensen og Line Jørgensen gav bonus i starten. I forsvaret var det dog tydeligt, at Mette Melgaard og Svalstog var ude på bænken.
Derfor fik de rød-hvid trøjede ikke løbet de samme kontraløb som i de første 30 minutter. Koncentrationen røg tydeligvis, flere bolde blev tabt, og der blev brændt for meget. Elfenbenkysten fik reduceret til 28-14 efter 14 minutter, og Jan Pytlick tyede til en timeout.
I de sidste minutter genfandt forsvaret koncentrationen, og på adskillige kontramål af Kristina Kristiansen samt gode indspil til Susanne Thorsgaard, rykkede danskerne igen og vandt kampen med 21 mål.
En dejlig kamp, hvor de fleste fik spilletid og ingen blev skadet. Nu venter Sverige i morgen i en gruppefinale!
Relevant information
http://www.dhf.dk
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk