04/04-12
-
Pressemeddelelse
Billetsalg til OL-kval i Gigantium åbnet
Nu er det muligt at købe billet til kvindernes spændende OL-kval i Gigantium
Det bliver Gigantium i Aalborg, der fra den 25. til 27. maj lægger gulv til kvindernes OL-kvalifikation, hvor det danske kvindelandshold sammen med Rusland, Tunesien og Den Dominikanske Republik skal kæmpe om to pladser til OL i London fra den 27. juli til den 12 august.
I samarbejde med Aalborg Events har DHF nemlig valgt at lægge OL-kvalifikationen i håndboldmekkaet Gigantium, hvor det danske kvindelandshold har så gyldne minder fra, da de i overbevisende stil vandt alle deres tre kampe ved EM i 2010.
"Det var nogle fantastiske rammer, da vi spillede i Gigantium senest under EM. Hvis stemningen bliver lige så fabelagtig som tilbage i december 2010, bliver det en ren fest. Vi kan forhåbentlig gentage vores præstation ved EM, hvor vi i et fuldstændig fyldt Gigantium fik tre dejlige sejre," siger landstræner Jan Pytlick.
Danmarks modstandere bliver i rækkefølgen Tunesien, Den Dominikanske Republik og Rusland. Realistisk set bliver det Tunesien og Rusland, som det danske kvindelandshold skal dyste med om de to pladser til London.
Rusland vandt som bekendt VM i 2007 og 2009 og har måske verdens bedste spillermateriale, mens Tunesien, anført af Viborg HK's elegante Mouna Chebbah, har et glimrende hold, som ved VM i Brasilien 2011 spillede lige op med stærke hold som Rumænien og Brasilien.
Relevant information
http://www.dhf.dk
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk