27/08-12
-
Pressemeddelelse
Danmark klar til VM-finale
Med en imponerende sejr på hele 39-28 over Rumænien spillede Danmark sig lørdag aften i finalen ved U18-VM i Montenegro
Efter en fantastisk præstation i VM-semifinalen mod Rumænien, kunne Danmark til slut række armene i vejret i triumf med en sejr på imponerende 39-28 over Rumænien. Dermed er Danmark klar til finalen ved U18-VM i Montenegro.
Og at Danmark formåede at score hele 39 mål i en VM-semifinale mod et stærkt, rumænsk mandskab, var da også noget, der passede den danske landstræner særdeles godt.
"Det var den bedste angrebskamp, denne årgang nogensinde har spillet. Alle pigerne spillede super disciplineret, og faldt ikke ud af kampen på noget tidspunkt i angrebet," fortæller en glad Heine Eriksen fra Montenegro.
"Vi vidste fra start, at kunne vi holde bolden igang rent angrebsmæssigt, og spille fire-fem hurtige afleveringer, så ville det rumænske forsvar få store problemer. Det viste sig at holde stik, og pigerne holdt sig til dette gennem hele kampen. Vi spillede rigtigt flot idag, men jeg er ikke sikker på, at vi har nået topniveauet endnu for, hvad dette talentfulde hold kan præstere," siger Heine Eriksen, der derimod ikke var helt tilfreds med det danske forsvar.
Det centrale forsvar fik ikke tacklet ordentligt af fra start, hvor rumænerne kom med meget stor kraft, og voldte store problemer for de danske piger.
"De var godt skydende fra distancen, men vi vidste, at de ville komme med det tryk fra start. Vi vidste også, at kunne vi holde til dette, så ville de gå ned, og det var præcis det, der skete. Samtidig kunne man også se, at vi både konditions- og styrkemæssigt var bedre end Rumænien, og det er en stor cadeau til pigerne."
En af de danske spillere, der for alvor gjorde en forskel, og efter kampen blev kåret som kampens spiller, var keeper Christina Elm. Hun kom på banen efter ca. 15 minutter, og særligt i anden halvleg havde hun en lang række fremragende redninger, som var med til at stabilisere det danske forsvar, så Danmark langsomt, men sikkert rykkede fra Rumænien.
"Elm spillede en rigtig flot kamp, og så må jeg bare sige, at Mette Tranborg spillede fuldstændig fantastisk, både i forsvar og i angreb, hvor hun scorede 9 mål. Hun er altså bare årgang 1996, det er helt utroligt," siger Heine Eriksen og fortsætter rækken af store roser til sine spillere.
"Anne Mette Hansen var virkelig flot spillende, ligesom Annika Meyer arbejde fantastisk i forsvaret og yderligere scorede en masse mål. Nadia Offendal styrede som altid spillet suverænt og var selv farlig, og så vil jeg også gerne rose Rikke Jensen og Mathilde Storgaard, der begge har et fantastisk potentiale. Rikke Jensen har ikke fået meget spilletid, men hun kom ind til sidst, havde en række flotte skud og kom med 500 pct. vilje, selvom kampen var afgjort."
Med sejren er Danmark nu klar til finalen, men de danske spiger er ikke færdige med at imponere ved VM.
"Vi vil ikke stille os tilfredse med bare at komme i finalen. Selvom vi idag rent defensivt spiller en flot 2. halvleg, så skal vores forsvar i finalen være klart bedre end det var idag. Vi har allerede aftalt, at vi vil gå ind imorgen og spille en god finale, og det har vi tænkt os at overholde," siger Heine Eriksen, og slutter med at forklare, hvordan holdets formkurve nåede sit foreløbige højdepunkt mod Rumænien, men forhåbentlig kommer endnu højere op i VM-finalen.
"Jeg er imponeret over, så meget vi har forbedret vores spil fra starten af vores forberedelser og så til nu. Der var mange der sagde, at vi spillede dårligt, da vi spillede Scandinavian Open i Helsingør, og derfor er det fuldstændigt vildt at opleve, så stor en udvikling, holdet har været igennem. Det har vi tænkt os at fortsætte lidt endnu, for vi vil rigtigt gerne vinde imorgen."
Relevant information
http://www.dhf.dk
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk