01/03-13
-
Pressemeddelelse
U17-piger slår Frankrig
Det blev til dansk sejr på fire mål i det første af to opgør mod Frankrig.
Torsdag aften tog pigerne på U17-landsholdet for alvor fat på optakten til den EM-kvalifikation, holdet skal spille sidst i marts måned i Montenegro.
Det foregik med det første af to opgør mod Frankrig i en kamp, der blev spillet i Vinderup Hallen ved Holstebro, og de danske piger fik en god generalprøve. Franskmændene blev nemlig sendt i seng med et nederlag på fire mål, 25-21.
Det første kvarter af kampen var de to hold ganske jævnbyrdige, hvorefter Danmark trak en smule fra og kom foran med både tre og fire mål, og det skyldtes især, at forsvarsspillet lykkedes.
"Inden kampen havde vi fokus på, at vores forsvarsspil skulle være dynamisk i midten, så vi kunne pille farten ud af deres spil, og det gik fint. På den måde fik Ida Vium i målet gode betingelser, og hun havde mange redninger. Det gav os selvtillid, og det stressede franskmændene," fortæller landstræner Flemming Dam Larsen.
De franske piger var dog ikke til at ryste af i første omgang, så de halede lidt ind frem mod halvleg, og de var kun bagud med to mål ved pausen, hvor der stod 13-11 i dansk favør.
I anden halvleg fik danskerne skabt større distance og førte med både fem og seks mål. Og eftersom kampene mod Frankrig skal tjene som træning frem mod de vigtige kvalifikationskampe, som spilles fra 19.-25. marts, var der fokus på at få holdet til at fungere som en kollektiv enhed.
"De første 20 minutter gik det rigtig fint, og derefter kom der en smule mere grus i maskineriet, men det havde noget at gøre med, at Frankrig begyndte at dække højt fra backpositionerne. Så blev vi tvunget til at spille mere individuelt," lyder det fra Flemming Dam Larsen.
Det ændrede dog ikke på den danske sejr, men der er lidt at arbejde med frem mod den anden kamp i morgen sidst på eftermiddagen.
"Generelt er jeg fint tilfreds med forsvarsspillet, men vi skal se, om ikke vi kan få vores første kontrafase med fløjspillerne til at fungere lidt bedre, og så skal vi have rettet lidt til omkring deres stregspiller, som er meget fysisk stærk," siger Flemming Dam Larsen, som også fremhæver stemningen i Vinderup Hallen:
"Der var over 500 tilskuere, så der var god opbakning fra lokalområdet, og det er vi virkelig glade for. Der var en intim og god stemning, så det var et fint arrangement."
I morgen spiller Danmark igen mod Frankrig, og kampen foregår i Gråkjær Arena i Holstebro klokken 17.30. Kampen spilles som forkamp til opgøret i Herreligaen mellem Team Tvis Holstebro og TMS Ringsted, og hvis man dukker op inden klokken 17.30, er der gratis adgang til begge kampe.
Relevant information
http://www.dhf.dk
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk