15/07-13
-
Pressemeddelelse
Strandløverne vinder bronze!
De danske herrer rejste sig efter gårsdagens nederlag i semifinalen og tog en flot og velfortjent bronzemedalje ved Beach EM.
Det danske herrelandshold har ikke tidligere for alvor gjort sig gældende i toppen af international Beach Handball. Det blev der i den grad lavet om på i dag, hvor bronzemedaljerne skulle fordeles. For her trak mandskabet det længste strandsiv mod Serbien efter endnu et drama af en shoot-out.
Danskerne startede godt ud og havde føringen det meste af første sæt, men Serbien overhalede dem til sidst og vandt 18-16. I anden sæt kom danskerne flot tilbage, da Jens Fredsgard i målet fik fat, og vandt 18-13. Og som i de seneste mange kampe, skulle det hele så endnu en gang afgøres i shoot-out.
Her brændte Danmark det første forsøg, men da Serberne efterfølgende missede to, så hang den igen på Hans Lindberg som sidste skytte. Han svigtede ikke i dagens bronze-kamp, og så kunne jublen bryde løs:
Det er for fedt. Det havde vi på ingen måde regnet med på forhånd. Lige så nedtrykte vi var i går efter semifinalen, lige så glade er vi nu. Nu skal vi bare feste og fejre det, og mon ikke det ender med en tur i hegnet", lød det fra en Simon Elfsborg i glædesrus kort efter kampen. Også træneren var naturligvis lykkelig:
"Vi startede projektet for fire år siden, og den gang var der mange, der grinede lidt af det hele. Men nu står vi her som bronzevindere ved EM. Det er en forløsning og en kulmination i de her fantastiske rammer i Randers, hvor det er fedt at kunne betale lidt tilbage til de mange tilskuere, som virkelig har bakket os op hele vejen, men også til arrangørerne og de mange frivillige. Det er bare fantastisk, lød det fra en stolt Lars Møller.
I damernes bronze-kamp vandt Norge over Ukraine efter shoot-out. En kamp, hvor var der i øvrigt også var dansk islæt, da Karina Christensen og Frederikke Elhauge dømte opgøret.
EM i Beach Handball arrangeres i samarbejde med Sport Event Denmark og Randers Kommune
Relevant information
http://www.dhf.dk
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk