31/07-13
-
Pressemeddelelse
VM holdet for Herre U19 udtaget
Claus Hansen har udtaget 16 spillere til VM i Ungarn i august
Onsdag har landstræner Claus Hansen sat navne på de 16 spillere, der i august måned skal forsvare de danske farver ved VM for herre U19 i Ungarn - og ikke overraskende er truppen identisk med de spillere, som i weekenden spillede SOC i svenske Lund.
"Den eneste, der reelt var tvivl om, var målmand Mike Jensen, men han er kommet sig oven på sin sygdom, så han skal vogte målet sammen med Sebastian Frandsen," siger Claus Hansen, som har kaldt sine folk til samling i Brøndby allerede den 7. august med afgang mod slutrunden dagen efter.
"Vi tager af sted en dag før vi plejer, og det hænger sammen med, at vi lørdag den 10. spiller vores første kamp mod Japan allerede klokken 9.30," siger Claus Hansen, som sammen med sit hold skal spille indledende kampe i den vestlige Budapest-forstad Budaörs. Går man videre herfra skal 1/8 finaler og fremefter enten spilles her eller i Erd, der ligger lige syd for den ungarske hovedstad.
"Og vi skulle da meget gerne gå videre fra gruppen - allerhelst på en af de to første pladser for at undgå Sverige og Slovenien, som begge er placeret i vores parallelgruppe," siger Claus Hansen og retter en yderst relevant kritik af VM's turneringsform.
"Vi så jo med U21 holdet, hvor dyrt det kan være at spille under niveau i en eneste kamp. Det synes jer er ok for erfarne seniorspillere, men det er hårdt for urutinerede drenge på 17-19 år, som alt andet lige vil have større udsving i deres præstationer."
"Men vi kender jo betingelserne og må indrette os efter dem," siger Claus Hansen, som på det spillemæssige har en del at indhente sammen med den årgang 1994, der på nær tre spillere udgør det danske VM-mandskab.
"Vi har i sæsonen satset meget på at udvikle 1995'erne og det kan vi godt mærke på samspils-niveauet hos 1994'erne," forklarer Claus Hansen, "Vi har en rigtigt god defensiv og et meget højt angrebsmæssigt topniveau. Men ind imellem forsømmer vi at have tilstrækkelig tålmodighed og vi kan også forfalde til at spille for meget på tværs."
Landstræneren er dog ikke bleg for at medregne sine drenge blandt favoritterne ved slutrunden.
"For mig at se er der Sverige, Slovenien, Tyskland og så Ungarn på hjemmebane. Og det er i det selskab, vi skal sigte efter at kunne blande os. Men jeg ser også frem til at se, hvad Brasilien kan byde på. De stiller med præcis den samme bagkæde, som lige er blevet nummer seks ved VM for U21, så er de ikke trætte og slidt, bliver det en farlig outsider," siger Claus Hansen, som har udtaget følgende 16 mand:
16 Sebastian L. Frandsen, Vejle Håndbold
20 Mike Jensen, Team Sydhavsøerne
2 Nicolai N. Pedersen, Aalborg Håndbold
3 Niclas Kirkeløkke, GOG
4 Kristian S. Larsen, Vejle Håndbold
9 Martin Kærgaard Pedersen, SønderjyskE
10 Christian Jensen, Aalborg Håndbold
11 Jonas B. Tidemand, TMS Ringsted
14 Simon Hald Jensen, Aalborg Håndbold
15 Andreas Holst Jensen, Lemvig-Thyborøn
17 Kasper Kildelund, GOG
18 Martin Risom Christensen, Skanderborg
19 Magnus Landin Jacobsen, Nordsjælland
21 Nicolaj Schytt Nielsen, Århus Håndbold
22 Kristian B. Bonefeld, GOG
24 Johan Meklenborg, Team Tvis Holstebro
Danmark åbner som nævnt turneringen mod Japan den 10. august klokken 9.30, herefter følger i nævnte rækkefølge, Serbien, Chile, Hviderusland og Egypten.
Relevant information
http://www.dhf.dk
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk