21/03-14
-
Pressemeddelelse
Ægte EM-revanche ved Golden league
Frankrig stiller i stærkeste opstilling til april måneds Golden League
'Det danske herrelandshold får mulighed for en vaskeægte revanche for januar måneds nederlag i EM finalen, når holdet søndag den 6. april i Aarhus møder Frankrig i den sidste kamp ved Golden League.
Ikke alene stiller Danmark i næsten samme opstilling som holdet gjorde i finalen for små to måneder siden, Frankrig kommer også til Golden League med sit absolut stærkeste mandskab. Og det glæder Ulrik Wilbek sig rigtigt meget over.
"Det er dejligt, at franskmændene kommer med alle deres stærkeste spillere," siger landstræneren, som i netop kampen mod europamestrene for sidste gang nogensinde skal stå i spidsen for et dansk landshold.
"Man kunne måske godt have forestillet sig, at de ville have sparet spillere som Nikola Karabatic, Jerome Fernandez, Thierry Omeyer, Luc Abalo og Daniel Narcisse for i stedet at prøve nogle nye kræfter, men de stiller i absolut stærkeste opstilling, så det kan kun blive en oplevelse for det danske publikum i alle tre kampe ved Golden League."
Også Norge og Slovenien stiller med deres topspillere til denne den tredje og sidste afdeling af sæsonens Golden League, og det er stadig muligt at sikre sig billet til kampene i Aalborg den 4. april, mens kampene i Horsens dagen før og arrangementet i Aarhus er udsolgt.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk