31/03-14
-
Pressemeddelelse
Danmark næsten em-klar efter mystisk kamp
Danmark så godt som sikker efter sejr over Ukraine i kamp, der blev unødigt spændende
Rigtigt meget skal gå rigtigt galt, hvis ikke det danske kvindelandshold er at finde blandt de 16 nationer, der i december skal spille slutrunde om EM i Kroatien/Ungarn.
Lørdag aften vandt Danmark sin tredje sejr ud af lige så mange mulige, da Ukraine blev besejret 28-26 i Tre For Arena i Kolding og på trods af det unødvendigt snævre resultat tyder intet på, at de øvrige tre hold i EM-kvalifikationsgruppe 1 kan snyde Pytlicks piger for en af de to første pladser, der giver en EM-billet.
Men VM-bronzevinderne fik undervejs gjort aftenens kamp helt unødigt spændende.
Danmark lagde ellers ud i et hæsblæsende tempo med en suverænt startende Rikke Poulsen i målet - og via 4-0 rykkede holdet til 10-2 efter et kvarters spil. Kampen var afgjort.
Line Jørgensen gik forrest i et flydende angrebsspil, hvor der i startfasen på det nærmeste ikke blev begået en eneste teknisk fejl, og hvor alle mand bød ind.
Men efter de første 15 minutter blev forsvaret dirigeret op i en offensiv 3-3 opstilling - med meget begrænset succes. Ukrainerne fik alt for let spil i mand mod mand situationerne - og fire minutter senere var 6-0 forsvaret genetableret. Dog uden den autoritet, der prægede starten af kampen.
Og da kvaliteten i de danske afslutninger samtidig var faldende kom Ukraine noget uforståeligt helt op på 14-9, før der blev rettet lidt op på styrkeforholdet med pausestillingen 17-11.
Team Tvis Holstebro stregen Mette Gravholt åbnede den danske scoring med to mål efter pausen og blev herefter vist ud af kampens ikke altid lige let forståelige portugisiske dommere.
Duoen Gravholt / Kristina Kristiansen fortsatte ned at bringe det ukrainske forsvar i ubalance, og i banens modsatte ende overtog Cecilie Greve pladsen i det danske mål fra Rikke Poulsen, som ikke formåede at leve op til sin forrygende start på kampen.
En stor del af de udeblevne redninger må dog tilskrives manglende konsekvens i forsvarsspillet, hvor ukrainerne alt for let kom på kant og stort set aldrig blev presset til at afslutte fra distancen.
Usikkerheden i forsvaret forplantede sig til angrebet, hvor der blev forceret og lavet både to driblinger og taget for mange skridt. Så ti minutter før tid nåede Ukraine op på 26-23. En helt absurd udvikling i en kamp mellem to hold, hvor det vitterligt er stor klasseforskel.
En flot redning fra Greve og en sikker scoring fra Susan Thorsgaard satte midlertidigt proppen i, da der var ved at være optræk til panik otte minutter før tid, men to minutter før tid nåede Ukraine alligevel op på minus to og da Stine Jørgensen med 42 sekunder igen fik sin tredje udvisning så det broget ud.
Men Greve hev en fin redning frem, da det brændte mest på, og så kom sejrscifrene til at lyde på beskedne to mål - et resultat, der ikke kan være tilfredsstillende set med danske øjne, fordi det ikke fortæller hele historien om forskellen på de to hold.
Med seks point for tre kampe er Danmark så godt som sikker på EM deltagelse. Østrig, der tidligere på dagen besejrede Litauen med ti mål har også seks point men for en kamp mere, Ukraine har to og litauerne er uden point.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk