12/05-14
-
Pressemeddelelse
EHF Cup-sølv til Team Esbjerg
Udebanenederlaget på 36-25 sidste søndag blev afgørende, da Team Esbjerg i dag på hjemmebane spillede uafgjort, 32-32, mod russiske Lada.
Team Esbjerg havde et svært udgangspunkt forud den sidste finalekamp i EHF Cuppen, da de søndag eftermiddag mødte russiske Lada på hjemmebanen i Blue Water Dokken. I det første finaleopgør sidste søndag blev det nemlig til et smertefuldt nederlag på hele 11 mål, 36-25.
Havde det ikke været for det faktum, så havde kampen i dag været særdeles spændende, for de to hold fulgtes ad det meste af kampen. Første halvleg sluttede trods flot spil og overvejende overtag af vestjyderne med blot en tomålsføring, 16-14, og dermed var der fortsat lang vej op til den 11-målsføring, Lada havde med fra Rusland.
Selvom Team Esbjerg kæmpede bravt, var det alligevel Lada, der i løbet af anden halvleg formåede at få overtaget. Midtvejs tog de tilmed føringen i kampen, og så blev det for alvor svært for esbjergenserne at tro på EHF Cup-triumfen. Men trods det kæmpede Esbjerg-spillerne beundringsværdigt og gav sit hjemmebanepublikum god grund til at være stolte af deres rødklædte piger.
Stemningen i Blue Water Dokken lod heller ikke til at være præget af det første finalenederlag - ikke mindst da Esbjerg efter at have været nede med to kom stærkt tilbage og genvandt tomålsføringen, 29-27, med ti minutter tilbage af kampen. Lada kom dog igen tilbage og tog EHF Cup-trofæet efter slutresultatet i Esbjerg på 32-32, og dermed en samlet sejr til Lada på 68-57.
Team Esbjerg kan med god grund være stolte af EHF Cup-sølvet og generelt en flot sæson, hvor de for første gang har spillet sig i en europæisk finale, ligesom de også for første gang er i top fire ved DM.
Team Esbjerg møder Randers HK i to kampe om DM-bronzemedaljerne. Det sker den 15. maj i Esbjerg og den 21. maj i Randers.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk