28/05-14
-
Pressemeddelelse
Beach Touren åbner med et brag
Op mod 2000 beach-spillere indtager Fyns Badestrand i Nyborg i weekenden, hvor FHF holder stævne og DHF Beach Touren skydes i gang.
Vejrudsigten ser rigtig fornuftig ud, og det gør stemningsbarometret så sandelig også.
Fyns Badestrand i Nyborg har i weekenden hele 18 beach-baner i gang, når FHF afvikler sit stævne om kvalifikation til fynsmesterskaberne i Assens den 14.-15. juni, og hvor DHF lørdag afvikler første etape af DHF Beach Handball Tour.
Op mod 2000 beach handball-spillere i alle aldre vil skabe liv og aktivitet i sandet, omkring 60 frivillige fra Nyborg GIF sørger for rammerne, mens et større arrangement med musik og boder gør det attraktivt for de nysgerrige tilskuere.
FHF har 115 hold i aktion lørdag og 130 hold søndag, hvilket sammenlagt slår sidste års deltagerantal med hele 80 hold.
Beach Touren: Nyborg lørdag og Randers søndag
I Beach Touren spiller seniorholdene om kvalifikation til DM i Kerteminde den 21. juni, og på lørdag vil 18 seniorhold, otte herrehold og ti damehold, kæmpe om to DM-pladser til hvert køn. I Nyborg er der mange lokale hold på banen - her kan man eksempelvis møde de regerende mestre på herresiden, SUS Nyborg, ligesom GOG stiller med et herrehold og HC Odense har tilmeldt et damehold.
Søndag kører Beach Touren i Randers, og her går to ud af fem herrehold videre til DM, mens de tre bedste damehold ud af de 12 tilmeldte er sikret deltagelse ved finalestævnet i Kerteminde.
I alt er 87 hold i år tilmeldt DHF Beach Tour.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk