13/08-14
-
Pressemeddelelse
Knæk kurven: Konsulenterne er i arbejdstøjet
Dansk Håndbold Forbunds udviklingskonsulenter er efter to dages samling godt klædt på til at starte projektet op i klubberne.
Sommeren over har Knæk Kurven-teamet arbejdet benhårdt på at få alle materialer klar til 1. september, hvor projektet rulles ud i de danske foreninger. Det er nu lykkedes, og udviklingskonsulenterne får i disse dage en grundig indføring i projektets mange elementer, så de på alle måder er klar til at arbejde med de indtil videre 259 klubber, der har tilmeldt sig.
"Der er en rigtig god stemning på samlingen, hvor konsulenterne nu på andendagen bliver klædt på til det store arbejde, der venter forude. Forventningerne til projektet er tydeligt til stede - ligesom begejstringen og iveren efter at komme i gang," lyder det fra udviklingschef Søren Simonsen, der er glad for at se, hvordan projektet har taget form.
"Jeg synes, vi er nået meget fint i mål med alle forberedelserne, hvor både materialer, hjemmeside og øvrige projektelementer er gennemarbejdet og skræddersyet til den virkelighed, håndboldklubberne befinder sig i."
Hjemmeside
Knæk Kurven får sin helt egen hjemmeside, som går i luften i slutningen af måneden. Her vil det være muligt at læse alt om projektet, se projektfilm samt finde værktøjer og inspiration til klublivet, skolesamarbejdet, økonomistyring, træningsindhold, frivillighedsmiljøet og meget, meget mere.
I vil få besked, så snart hjemmesiden er tilgængelig - det bliver den på denne adresse:
www.knaekkurven.nu
Skolesamarbejde
Det nye skoleår er netop begyndt, og dermed er den nye reform trådt i kraft. Det åbner for nye og udvidede samarbejder mellem skoler og foreninger, og det er her, håndboldklubberne har chancen for at præsentere de lokale børn for håndboldens mange muligheder og det gode og åbne klubmiljø. Læs om DHF's anbefalinger til samarbejdet med folkeskolerne her:
www.dhf.dk/folkeskoler
Hop med ombord
Det er fortsat muligt at tilmelde sig Knæk Kurven. Læs mere på DHF's hjemmeside, hvor der er information om projektet, og hvor der findes et link til tilmelding. Vær dog opmærksom på, at der formentlig er ventetid på opstart på forløbet KLUB-BUILDING.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk