22/08-14
-
Pressemeddelelse
U18-drenge tabte EM-semifinale
Et nederlag på seks mål til Ungarn i semifinalen slukkede det danske U18-håb om guld ved EM. I stedet står der bronzekamp på programmet søndag eftermiddag.
Ungarn havde ikke tabt en kamp ved U18-drengens EM inden fredag aftens semifinale. Den statistik formåede Danmark desværre ikke at bryde. Ungarerne var foran hele kampen og vandt med 32-26. De møder derfor Frankrig i finalen søndag, mens Danmark skal op mod Spanien igen, når de to mødes i bronzekampen.
Danmark lagde lidt nervøst ud i første halvleg, hvor en del brændte chancer og tekniske fejl betød, at den første danske scoring først kom efter knap seks minutters spil. Inden da havde Ungarn dog kun formået at score to gange.
Den målfattige begyndelse kunne også tilskrives flotte præstationer fra den ungarske målmand og Emil Nielsen, som passede målet for Danmark.
Det var dog Ungarn, som var dominerende på måltavlen gennem hele første halvleg. Det lykkedes hele tiden at holde Danmark på et eller to måls afstand. Eneste undtagelse var efter 22 minutter, hvor de danske drenge udlignede til 8-8.
Herefter fik de flere chancer for at komme foran, men manglende effektivitet gjorde, at Ungarn endnu en gang trak fra. Danmark har tidligere i turneringen haft held med skud fra distancen, men dem tog den ungarske målmand sig oftest kærligt af i en første halvleg, der endte med 13-10 til Ungarn.
Ungarn stak yderligere af i begyndelsen af anden halvleg og førte med 17-11 efter 36 minutter, men en dansk time out fik fyret op under Danmarks unge drenge, som halede betydeligt ind. Efter 41 minutter var Ungarn blot foran med 19-17, men også den efterfølgende ungarske time out virkede. De løb igen fra danskerne til 24-18 efter knap 46 minutters spil.
Det kunne Danmark ikke svare igen på, trods et forsøg med ultra-offensivt forsvar. I den anden ende kneb det atter med effektiviteten, mens den ungarske målmand snuppede alt, hvad der kom indenfor rammen. Det endte derfor med en ungarsk sejr på seks mål og en finaleplads på søndag.
"Vi tabte ganske enkelt til et bedre hold i dag. Hver eneste fejl, vi laver, bliver straffet med det samme. Selvfølgelig er vi ærgerlige, fordi vi stod med muligheden for at komme i finalen, men nu må vores mission være at udvikle os mere end de de kommende år," siger landstræner Morten Henriksen om semifinalen.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk