27/08-14
-
Pressemeddelelse
arriva bliver business partner - golden league billetter sat i salg
Arriva og DHF følger op på det frugtbare EM-samarbejde med indgåelse af en Business Partner aftale, der blandt andet sikrer billige tog og bus billetter til landskampe
Med afsæt i det fremragende samarbejde, der i forbindelse med januar måneds EM i herrehåndbold blev etableret mellem transportselskabet Arriva og Dansk Håndbold Forbund, har de to parter indgået en et årig aftale, så Arriva fremover er Business Partner hos DHF.
"Det er et nyt og spændende partnerskab, baseret på vores positive erfaringer fra EM, hvor vi gensidigt udnytter hinandens kompetencer til at give det danske håndboldpublikum en totaloplevelse i forbindelse med vores landskampe," siger direktør i Dansk Håndbold Forbund, Henrik M. Jacobsen.
"Partnerskabet med Arriva falder naturligt både i forhold til værdigrundlag, geografi og som et udtryk for, at vi gerne vil have hele familien med på tilskuerpladserne, når vi afvikler de attraktive events, vores landskampe jo er," siger Henrik M. Jacobsen videre.
Hos Arriva glæder man sig også til det fremadrettede samarbejde.
"Håndbold er en af de førende sportsgrene herhjemme - ikke mindst i mange af de jyske byer, hvor Arriva er en væsentlig del af bybilledet - og derfor er vi utrolig glade for den nye aftale med DHF. Det bliver en stor fornøjelse at se endnu flere glade og feststemte tilskuere i vores busser og tog, og vi glæder os til at gøre turen til og fra landskampene til en både billig og behagelig oplevelse for de mange danske håndboldentusiaster," siger Britta Indraccolo, Head of Marketing, Arriva.
Præcis som det var tilfældet ved herrelandsholdets EM-slutrunde, tilbydes publikum ekstraordinært billige transportmuligheder med Arrivas tog og busser til og fra spillebyerne og det er allerede muligt at købe en såkaldt Arriva Event - Billet, når det danske kvindelandshold i dagene den 9., 11. og 12. oktober spiller Golden League i henholdsvis Holstebro, Esbjerg og Aarhus.
Prisen for en tur-retur billet til en af de tre spillebyer fra en hvilken som helst station på Arrivas net er beskedne 80 kroner, og en betalende voksen kan endvidere gratis medtage to børn under 12 år, ligesom et betalende barn (op til 16 år) gratis kan medtage et barn under 12 år.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk