17/09-14
-
Pressemeddelelse
Tomas svensson ansat som målmandstræner i dhf
Den svenske målmandslegende ansat til at tage sig af keeperne på det danske herrelandshold
På et møde i Silkeborg tirsdag eftermiddag blev det formaliseret, at svenske Tomas Svensson afløser landsmanden Claes Hellgren som målmandstræner for det danske Herre A landshold.
Den 46 årige keeper-legende tyvstartede allerede mandag i sit nye job, men det er først efter en samtale med landstræner Gudmundur Gudmundsson og sportschef Ulrik Wilbek, de sidste detaljer omkring Svenssons ansættelse blev forhandlet på plads.
"Jeg synes, det er utroligt glædeligt, at vi fortsat har en af de største kapaciteter i verden til at tage sig af vores målmænd," siger Ulrik Wilbek.
"Sammen med Hellgren er Tomas Svensson den ypperste eksponent for den svenske målmandsskole og man kan med rette sige, at vi har haft held til at indgå en aftale med verdens bedste målmandstræner i sin generation. Det er virkelig et scoop."
Tomas Svensson, der som aktiv nåede hele 327 landskampe for Sverige og som er dobbelt verdensmester og fire gange EM-guldvinder, er ikke helt ubekendt med det spillermateriale, han skal arbejde med fremover.
Indtil i sommer fungerede han som assistent og målmandstræner for Niklas Landin i Rhein Neckar Löwen og i denne sæson er han tilknyttet SC Magdeburg, hvor Jannick Green vogter målet.
"Jeg er meget taknemmelig over at man har peget på mig som målmandstræner for et af verdens bedste landshold, og jeg glæder mig meget til at forsøge at føre Claes Hellgrens arbejde videre," siger Svensson, der i sin aktive karriere spillede 22 sæsoner i Bundesligaen i Tyskland og især den spanske Liga Asobal.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk