22/09-14
-
Pressemeddelelse
Enestående hæder til dansk håndbold
Dansk håndbold kåret som stærkest i Europa to år i træk målt på resultater fra slutrunder
Kufferterne bliver pakket til bristepunktet, når Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen og generalsekretær Morten Stig Christensen vender hjem fra det europæiske håndboldforbunds kongres i Dublin.
Lørdag eftermiddag blev DHF's to udsendinge nemlig kaldt på podiet hele to gange for at modtage pokaler som bevis på, at Danmark gik ud af såvel 2012 som 2013 som den stærkeste håndboldnation i Europa målt på resultater fra samtlige slutrunder for begge køn fra U16 til seniorniveau.
"Jeg kan ikke beskrive, hvor stolt jeg er på dansk håndbolds vegne," siger en tydeligt bevæget Morten Stig Christensen fra den irske hovedstad.
"Disse to pokaler er symbol på en fantastisk velfungerende elitekultur i dansk håndbold, hvor der bliver taget hånd om vores talenter hele vejen op igennem systemet."
"Det er et resultat af et fremragende samarbejde mellem klubberne og vores talenttrænere. Alle har bidraget til, at der er en tydelig og velfungerende rød tråd i arbejdet med vores mange store talenter på såvel kvinde som herresiden."
"Men ikke mindst er der jo tale om, at vi i dansk håndbold har rigtigt mange fantastisk ressourcestærke spillere, der gang på gang leverer en enestående indsats. Både når der skal trænes og når der skal kæmpes om medaljer ved de store slutrunder. Så stort tillykke til alle, der er impliceret i dansk håndbolds elitearbejde."
"Vi modtager naturligvis hæderen med stor ydmyghed - men der skal altså også være plads til at rette ryggen og være uendeligt glad for at dansk håndbold klarer sig så fantastisk på den internationale scene," siger Morten Stig Christensen.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk