Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
31/10-14   -   Pressemeddelelse

Sikker dansk sejr i EM-kval

Gudmundur Gudmundsson fik en god start som dansk landstræner, da Danmark i aften vandt med ti mål over Litauen.

Brøndby Hallen var fra startfløjtet på kogepunktet, da Danmarks håndboldherrer til aften vandt deres første af i alt seks kampe i kvalifikationen til EM 2016. Modstanderen var Litauen, og de blev besejret 31-21 efter dansk pauseføring 16-8.

Danmark åbnede med en redning af Niklas Landin i målet fulgt op af to hurtige scoringer af Anders Eggert, og så kunne vi allerede kende det herrelandshold, der sidst viste sig frem ved Golden League-turneringen på hjemmebane i starten af april måned.

Efter en litauisk timeout ti minutter inde i kampen gav et par fæle danske afbrændere fik Litauen blod på tanden og de fik reduceret til 5-6. Kontakten fik dog blot Gudmundssons tropper til at skifte til et højere gear, og ti minutter senere havde Danmark bragt sig foran 11-5.

Danmarks nye landstræner Gudmundur Gudmundsson havde valgt at lade Morten Olsen styre det danske angreb, og det bar frugt. Olsen fordelte spillet i højt tempo og med stort overblik, samtidig med at han selv gik direkte på mål og satte tre mål ind i første halvleg.

Storsejren inden for rækkevidde

Niklas Landin lukkede første halvleg, som han havde åbnet den - blot denne gang med en redning på straffekast, og Danmark gik til pause med en føring på otte mål, 16-8.

Til anden halvleg var der skiftet på flere pladser. Mads Mensah var sat ind som playmaker, Bo Spellerberg havde afløst Mikkel Hansen på venstre back, Lindberg var kommet ind på højrefløjen i stedet for Lasse Svan, og Mads Christiansen var tilbage på højre back, hvor han midt i første halvleg var blevet afløst af Kasper Søndergaard. I midterforsvaret var det fortsat brødrene Toft, der satte dagsordenen.

Litauerne havde troen i behold, da de kom ud fra omklædningsrummet. De indledte anden halvleg med højt tempo og et lidt hårdere arbejdende forsvar, der udfordrede det danske angreb og fremprovokerede en del brændte chancer fra de danske skytter.

Mikkel topscorer for Danmark

Heldigvis for Danmark og de 4061 tilskuere i Brøndby Hallen havde Mikkel Hansen skudt sig varm, og som kampens topscorer med i alt syv scoringer sikrede han den komfortable danske føring på seks-syv mål det meste af anden halvleg. Således stod der 23-17 med et kvarter tilbage af kampen.

Til den sidste del af kampen kom Jesper Nøddesbo ind på stregen, mens Jannick Green overtog målet, og for A-landsholdsdebutanten Michael Damgaard blev det også til lidt spilletid mod kampens slutning. Han fik kampens tre sidste angreb, gik mod mål med krum hals og scorede på to af dem.

Publikum kårede Niklas Landin og Litauens målmand, Vilius Rasimas, som kampens bedste spillere, mens det danske landshold formentlig ville pege på publikum som et af hallens største lyspunkter denne torsdag i Brøndby.

Pressekontakt


Firma

Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 24 27
  29 16 09 10

http://www.dhf.dk

Modtag nyheder fra Dansk Håndbold Forbund på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater