03/11-14
-
Pressemeddelelse
Dansk sejr i Bosnien
Danmark slog Bosnien foran et gedigent Balkan-publikum, og Gudmundur Gudmundsson fik dermed fire point ud af sine to første landskampe i spidsen for det danske herrelandshold.
De danske håndboldherrer spillede til aften EM-kvalifikationskamp i Bosnien-Hercegovina, og det blev til dansk sejr, 25-23, efter pauseføringen 12-11. Dermed har Danmark fire point efter to kampe i kvalifikationsturneringen om at komme til EM i Polen i 2016.
De danske håndboldherrer var for alvor kommet i ilden. Publikum og hjemmeholdet tog på hver sin måde særdeles varmt imod danskerne, og Bosnien lignede et hold, der troede fuldt og fast på sejr over favoritterne fra Danmark.
På scoringstavlen fulgtes de to hold pænt ad, og kampen gav på skift føringen til de to hold. Spillet på banen var dog langt fra pænt. De bosniske spillere tog voldsomt fat, og de danske håndboldherrer måtte flere gange i gulvet efter skub og slag.
De to fløje, Anders Eggert og Lasse Svan, sørgede for, at hjemmeholdet ikke trak fra, da den danske 5-3-føring blev vendt til bosnisk overtag 7-6, indtil Danmark ved scoring af Bo Spellerberg atter tog føringen ved 11-10. Første halvleg løb ud ved stillingen 12-11 til Danmark.
Pausen gjorde godt for de danske herrer, og de udbyggede hurtigt føringen fra 12-11 til 15-12. Men også denne gang kom Bosnien igen og reducerede til 15-14, mens den danske landstræner Gudmundur Gudmundsson forsøgte sig med forskellige opstillinger for at få lukket af i det danske forsvar og få angrebsmaskinen stillet skarpt.
Anden halvleg blev en lige så solid herrefight som første halvleg, men Danmark formåede at fastholde føringen trods en del brændte chancer og tekniske fejl. I modsætning til de første 30 minutter var det nu de danske bagspillere ført an af Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen, der sikrede føringen og formåede at øge den til fire mål, da Mikkel Hansen bombede til 24-20 med seks minutter igen.
Niklas Landin i det danske mål fandt storspillet frem i anden halvleg, og det var, som om gassen lige så stille gik af det bosniske hold såvel som deres ellers så medrivende publikum. Der var stadig højlydt aktivitet på lægterne, men brølene aftog i styrke i takt med, at Danmark cementerede sejren. Efter slutfløjtet kvitterede publikum dog for håndboldopvisningen og gav på alle måder en flot demonstration af det berygtede Balkan-publikums entusiasme.
EM-kvalifikationen
Det danske herrelandshold kan nu rejse hjem efter en vellykket samling, der for alvor gav debut til den nye landstræner Gudmundur Gudmundsson, og som gav fire point på kontoen i EM-kvalifikationsturneringen. Danmark lægger sig dermed i spidsen af gruppe to, hvor Hviderusland følger efter med tre point, og Bosnien tager tredjepladsen med et point. På sidstepladsen ligger Litauen, som ikke har formået at få point ud af de to første kvalifikationskampe.
De to bedste hold i hver gruppe kvalificerer sig til slutrunden i 2016, og jagten efter flere kvalifikationspoint til Danmark fortsætter til foråret, hvor næste runde af EM-kvalifikationsspillet indledes i slutningen af april. Her møder Danmark Hviderusland i to kampe - først på udebane og få dage senere på hjemmebane.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk