20/11-14
-
Pressemeddelelse
TV 2 og DR sikrer sig rettigheder til VM i 2015 og 2017
Efter lange og hårde forhandlinger har TV 2 og DR landet rettighederne til VM i 2015 og 2017, så der sendes for fuld skrue fra mændenes slutrunde i Qatar til januar
Efter langvarige forhandlinger har TV 2 og DR har netop indgået en aftale med Al-Jazeera om køb af rettighederne til håndbold-VM i 2015 og 2017, så VM-håndbolden de nærmeste år kan ses af hele den danske befolkning.
Aftalen omfatter VM i herrehåndbold i Qatar i januar 2015, VM i kvindehåndbold i Danmark i december 2015, hvor DR og TV 2 sammen står for at lave produktionen til hele verden, VM i herrehåndbold i Frankrig i januar 2017 samt VM i kvindehåndbold i Tyskland i december 2017.
"Der skal fra min side lyde et stort tillykke med indgåelsen af aftalen omkring tv-rettighederne til VM-slutrunderne i 2015 og 2017. Ikke bare til TV 2 og DR, men til dansk håndbold. Det betyder nemlig, at dansk håndbold er sikret en fornem eksponering, og at den traditionsrige tv-underholdning i december og januar er sikret for hele befolkningen i både 2015 og 2017. I Dansk Håndbold Forbund vil vi gøre vores til at herrelandsholdet under ledelse af vores nye landstræner, Gudmundur Gudmundsson, ved den kommende VM-slutrunde endnu en gang leverer topunderholdning og gode resultater," siger Morten Stig Christensen, Generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.
Også på Danmarks to store tv-stationer hilses aftalen med stor begejstring.
"Håndboldslutrunderne er fantastisk vigtige for TV 2, så jeg er lykkelig over, at det lykkes at lande rettighederne til VM i 2015 og 2017, så vi nu har rettighederne til både VM og EM. Det har været en lang og hård kamp, men nu glæder vi os bare. I særdeleshed til at kunne præsentere en stor slutrunde i samspil med vores nye sportskanal. Den kan ikke få en bedre start med massevis af kampe og en solid VM-dækning. De danske seere kan glæde sig - også til kvindernes slutrunde i december 2015, der afvikles i Danmark. Det bliver kæmpestort," siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.
"En af DR's kerneopgaver er at sende begivenheder, der samler en meget stor del af befolkningen foran Tv-skærmene. VM-håndbold med dansk deltagelse passer perfekt til det formål, for landsholdene har med deres flotte resultater og ukrukkede skærmoptræden opnået en fantastisk popularitet. Vi glæder os til at præsentere top-håndbold til hele befolkningen," siger DRs rettighedsansvarlige chefkonsulent Jan Rosendal.
Danmarks kampe ved januar måneds VM i herrehåndbold fordeles lige mellem TV 2 og DR inden for de kommende uger.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk