03/12-14
-
Pressemeddelelse
Ny stor TV 2 aftale styrker håndbold på tv
TV 2 har indgået aftale med TDC / Yousee om distribution af stationens nye sportskanal
Når TV 2 fredag den 9. januar går i luften med sin nye sportskanal, vil de danskere, der modtager tv-signal via TDC og Yousee kunne få glæde af kanalens mange tilbud. Herunder en massiv dækning af Boxer Ligaen i håndbold for såvel mænd som kvinder.
Det er en realitet, efter at TV 2 onsdag har indgået en aftale med TDC-koncernen, der er den største distributør på det danske tv-udbyder marked.
"Det er en ekstraordinært glædelig nyhed. For dansk idræt i almindelighed og specielt for os i dansk håndbold," siger generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen.
"Det, at sportskanalen via TDC / Yousee når så bredt ud, som tilfældet er, ikke alene øger eksponeringen for vores eliteklubber, det vil også generere opmærksomhed og interesse for håndbold som idrætsgren og stille os endnu stærkere i forhold til at rekruttere og fastholde medlemmer inden for den børne- og breddehåndbold, der er fundamentet for vores dejlige sport."
Også hos Divisionsforeningen Håndbold hilser man TV 2's nye aftale med stor tilfredshed.
"Det er dejligt, at TV 2 som vores primære samarbejdspartner på medieområdet nu får udbredt sin nye sportskanal endnu mere og det betyder selvsagt rigtigt meget for vores ligaklubber, at vi på sportskanalen får en bred national tv-dækning," siger formand for Divisionsforeningen Håndbold, Jens Christensen.
I forvejen havde TV 2 landet aftaler om distribution af den nye sportskanal med Boxer, Canal Digital, Stofa, Viasat og Waoo og derudover forhandles der fortsat med en række andre tv-udbydere.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk