04/12-14
-
Pressemeddelelse
Pytlick udtager Louise Svalastog
I kølvandet på Marianne Bondes ærgerlige exit har landstræner Jan Pytlick i eftermiddag udtaget Louise Svalastog til den sidste plads i EM-truppen.
Landstræner Jan Pytlick har sammen med assistenttræner Ulrik Kirkely været i tænkeboks, siden de tirsdag formiddag modtog den ærgerlige besked, at Marianne Bonde ikke kunne komme med til EM på grund af en korsbåndsskade. En ny spiller skulle dermed udtages i sidste øjeblik.
Valget er efter nøje overvejelse faldet på København Håndbold-spilleren Louise Svalastog Spellerberg.
"Vi har tænkt det grundigt igennem og haft alle emner oppe at vende det seneste døgns tid, og vi er kommet frem til, at Louise Svalastog skal med til EM," fortæller Jan Pytlick.
"Svalastog er vant til rollen i forsvaret, ligesom hun også kan gå med i kontrafasen og tage stregen i angrebsspillet. Vi vurderer derfor, at hun kan glide godt ind i det spil, vi har trænet i forberedelserne," forklarer Jan Pytlick om valget.
Hovedpersonen er glad for udtagelsen
Louise Svalastog Spellerberg, der til dagligt spiller i København Håndbold sammen med blandt andre landsholdsspillerne Marianne Bonde og Pernille Holmsgaard, var begejstret efter opkaldet fra Pytlick.
"Jeg er smadder glad. Jeg har gået og ventet spændt det sidste døgns tid, og nu glæder jeg mig bare rigtigt meget," siger Louise Svalastog Spellerbeg om udtagelsen.
"Jeg havde set, at chancen for, at det kunne blive mig, der kom med som erstatning for Bonde, var stor, fordi jeg havde en god snak med Jan Pytlick i forbindelse med udtagelsen til bruttotruppen. Der sagde han blandt andet, at jeg var på som gardering på netop denne plads," siger hun videre.
Svalastogs seneste aktion for landsholdet var tilbage i sommeren 2012, men hun er optimistisk, selvom hun ikke har været en del af forberedelserne til dette EM.
"Først og fremmest kommer jeg til at snakke en helt masse håndbold med dem, jeg skal arbejde tættest sammen med, og der har jeg jo en stor fordel i at kende mange af spillerne super godt fra de klubber, jeg har spillet i," siger hun og fortsætter. "Jeg kan da godt tænke, at det bliver en udfordring, men jeg er en gammel ræv, og jeg er 100 procent indstillet på at give alt, hvad jeg har, og gøre mit bedste."
Fakta om Louise Svalastog Spellerberg:
- født den 1. oktober 1980
- noteret for 45 landskampe og 58 mål.
- debuterede på A-landsholdet den 6. april 2006 mod Rusland
- seneste landskamp var den 20. juli 2012 mod Angola
På fredag rejser landsholdet til Debrecen i Ungarn, hvor EM for Danmarks vedkommende starter søndag den 7. december klokken 20.30 mod Ukraine.
EM-truppen:
Målvogtere:
20 Rikke Poulsen, Viborg HK
1 Sandra Toft, Larvik HK
Fløjspillere:
7 Maria Fisker, Viborg HK
23 Ann Grete Nørgaard, Team Tvis Holstebro
25 Trine Østergaard, FCM Håndbold
3 Maibritt Kviesgaard, Team Esbjerg
Stregspillere:
26 Louise Svalastog Spellerberg, København Håndbold
11 Mette Gravholt, Viborg HK
4 Susan Thorsgaard, FCM Håndbold
Bagspillere:
21 Kristina Kristiansen, Team Tvis Holstebro
14 Lotte Grigel, Team Esbjerg
28 Stine Jørgensen, FCM Håndbold
15 Pernille Holmsgaard, København Håndbold
8 Anne Mette Hansen, København Håndbold
27 Louise Burgaard, Viborg HK
19 Line Jørgensen, FCM Håndbold
EM 2014
EM spilles i Ungarn og Kroatien fra 7.-21. december. Danmark ligger til at spille både indledende og mellemrunde i ungarske Debrecen, mens finaleweekenden foregår i Budapest. Programmet er som følger:
7.12 kl. 20.30: Danmark - Ukraine
9.12 kl. 18.15: Danmark - Rumænien
11.12 kl. 20.30: Danmark - Norge
Mellemrunden spilles den 13., 15. og 17. december.
5/6-plads og semifinaler spilles den 19. december.
Medaljekampene spilles den 21. december.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk