15/12-14
-
Pressemeddelelse
Lærke Møller indkaldt til EM
Landstræner Jan Pytlick har til aften sendt bud efter Team Tvis Holstebro-playmakeren, som skal erstatte skadet Lotte Grigel.
EM-truppen blev før aftenens kamp mod Ungarn ramt af en uheldig skade. Playmaker Lotte Grigel pådrog sig en skade i knæet under opvarmningen og kommer ikke til at spille mere ved dette mesterskab. Grigel er fortsat i EM-lejren og skal MR-scannes tirsdag.
"Vi er frygteligt kede af det på Grigels vegne. Hun har leveret en flot indsats ved mesterskabet, og det er vanvittigt ærgerligt og uheldigt, at hun blev ramt af den skade," lyder det fra Jan Pytlick.
Som erstatning har landstræner Jan Pytlick sendt bud efter Lærke Møller, og Team Tvis Holstebro-spilleren var klar ved telefonen og rejser til Debrecen tirsdag.
"Lærke Møller er den naturlige erstatning på playmakerpladsen. Hun har været en del af forberedelserne og gjorde det rigtigt fint under træningssamlingen og Golden League-turneringen i november, så jeg forventer, hun let vil glide ind i spillet, siger Jan Pytlick.
Hvornår Lærke Møller ankommer til Debrecen vides ikke i skrivende stund.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk