17/01-15
-
Pressemeddelelse
Dansk skuffelse i VM-åbning
Trods stor føring i størstedelen af kampen måtte de danske håndboldherrer tage til takke med uafgjort 24-24 mod Argentina i det første opgør ved VM 2015.
Danmark spillede til aften sin første kamp ved VM i Qatar i Lusail Multipurpose Hall nær Doha, hvor omkring 400 tilrejsende danske fans sammen med HKH Kronprins Frederik heppede på de danske håndboldherrer. Trods stor føring undervejs i kampen blev det efter en højdramatisk afslutning til uafgjort mod Argentina, 24-24, efter pauseføring 13-8.
De skulle lige i gang, de danske håndboldherrer. Et par dumme afbrændere, fejlafleveringer og en enkelt uvant målmandsfejl betød, at argentinerne kom bedst fra start og var foran 5-3 cirka ti minutter inde i kampen.
Men landstræner Gudmundur Gudmundsson holdt fast i startopstillingen, og spillerne kvitterede for tilliden. Således lukkede Niklas Landin af i målet, mens Rasmus Lauge og Anders Eggert på skift sørgede for dansk bombardement mod argentinske netmasker. Den sidste halvdel af første halvleg vandt Danmark således 10-3 og kunne således gå til pause med en fornuftig føring på 13-8.
Dansk nedtur de sidste syv minutter
Til anden halvleg var der stort set skiftet på alle pladser - med undtagelse af målvogterposten, hvor det fortsat var Landin, der vogtede buret. Argentina fik overtaget efter ti minutter, hvor en dansk føring på 17-11 blev reduceret til 17-15 på fem minutter, inden de med ti minutter igen fik kontakt ved 19-18.
Danmark trak kortvarigt fra ved stillingen 23-19 med syv minutter igen, men Argentina kom atter op, og afslutningen blev en vaskeægte gyser.
Med 15 sekunder igen var stillingen fuldstændig lige, 24-24, og Danmark var i angreb. Men angrebet løb ud i sandet, og Mikkel Hansen måtte efter slutfløjt forsøge at redde den danske sejr på direkte frikast. Bolden snittede paraderne og blev derefter reddet af den argentinske målvogter, så Danmark gik fra banen med blot et point til tabellen.
Danmark spiller næste gang mod Saudi Arabien på søndag klokken 19.00 dansk tid. Det bliver den anden af i alt fem puljekampe før knald eller fald-kampene, og det er herefter de bedste fire fra de fire puljer, der kvalificerer sig til ottendedelsfinalerne.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk