21/01-15
-
Pressemeddelelse
Danmark og Tyskland deler i tæt opgør
De danske håndboldherrer fik med 30-30 mod Tyskland et enkelt point til tabellen i den tredje kamp ved VM i Qatar.
Tyskland ventede i Danmarks tredje kamp ved VM 2015, og det blev en velspillet og jævnbyrdigt herrefight, der kampen igennem var fuldstændig lige. Kampen endte da også med remis, da måltavlen ved slutfløjt viste uafgjort 30-30 efter også at have været helt lige ved pausen, 16-16.
Tyskerne lagde hårdt ud fra start ved at mandsopdække Mikkel Hansen og generelt arbejde benhårdt i forsvaret. De danske herrer løste udfordringen fint, og det danske angrebsspil var tempofyldt og velspillet. I den anden ende af banen var Tyskland også godt kørende, og det hårdtarbejdende danske forsvar blev ofte snydt af de hurtige, målsøgende tyskere, som holdt den samme scoringskadence.
Høj intensitet
Det resulterede i en seværdig og meget spændende første halvleg, hvor holdene leverede højt tempo og flot håndboldspil - og de fulgtes ad helt frem til stillingen 16-16 ved pausen.
Anden halvleg startede, som første halvleg sluttede, og først med 20 minutter tilbage af kampen viste måltavlen en føring på to mål. Der bragte Tyskland sig på 23-21, og ti minutter senere bragte de sig foran med tre, 27-24. Men Danmark kom igen og hægtede sig på tyskerne, der dog hele tiden halsede et mulehår bagefter.
Med et minut igen ved stillingen 30-30 var Danmark i overtal, men Tyskland var i angreb, og bænken kaldte kampens sidste time-out idet dommeren løftede hånden til passivt spil. Dermed skulle de sidste 33 sekunder afgøre kampen, og selvom Tyskland skulle afslutte hurtigt, formåede de med tre frikast at bevare boldbesiddelsen, til dommeren kunne fløjte kampen af.
Stillingen i Danmarks pulje D
1 Tyskland 5 point
2 Danmark 4 point
3 Polen 4 point
4 Argentina 3 point
5 Rusland 2 point
6 Saudi Arabien 0 point
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk