28/01-15
-
Pressemeddelelse
Danmarks VM-stjerner til EM-kval i Aarhus
Billetsalget er åbnet til håndboldherrernes næste hjemmebanekamp den 2. maj, hvor de møder Hviderusland i EM-kvalifikationen.
I aften spiller de danske håndboldherrer VM-kvartfinale mod Spanien, men allerede nu er det muligt at sikre sig billet til VM-stjernernes næste kamp på hjemmebane. Den finder sted den 2. maj 2015, når Hviderusland gæster Danmark i anden fase af kvalifikationsspillet frem mod EM 2016 i Polen.
Kampen spilles i NRGi Arena i Aarhus - samme fantastiske kulisse, som sendte landsholdet af sted til Qatar tidligere på måneden som afslutning på Totalkredit Cup.
"Herrelandsholdet har endnu engang taget Danmark med storm. Det glæder mig, at Aarhus danner rammerne om første hjemmebanekamp efter VM. Jeg er sikker på, at publikum i Aarhus vil sørge for en fantastisk håndboldfest, der vil være VM-succesen værdig, " siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.
Hos DHF glæder generalsekretær Morten Stig Christensen sig til gensynet med Aarhus.
"I NRGi Arena får begge vores landshold altid en enestående opbakning fra fyldte tribuner, så vi glæder os til endnu en gang at spille i denne smukke arena og genopleve den fantastiske stemning," lyder det begejstret fra Morten Stig Christensen.
Kampen spilles klokken 20:15, og dørene åbner klokken 18:45.
Danmark ligger efter to kampe nummer et i kvalifikationspuljen, hvorfra de to bedst placerede hold kvalificerer sig til EM i Polen i januar 2016.
EM-kval, gruppe 2
4 point: Danmark
3 point: Hviderusland
1 point: Bosnien-Hercegovina
0 point: Litauen
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk