11/03-15
-
Pressemeddelelse
Stor interesse for kvindehåndbold
Mens DHF arbejder på højtryk med det forestående VM på hjemmebane i december, har EHF netop offentliggjort tv-tallene fra EM i Kroatien og Ungarn - og det er opløftede læsning.
Det Europæiske Håndbold Forbund har opgjort tv-tallene fra kvindernes EM i Kroatien og Ungarn i december 2014, og de viser overordentligt flotte resultater.
Et samlet seertal på intet mindre end 723 millioner, hvilket næsten er en fordobling fra EM 2012, hvor tallet var på 380 millioner, og også en solid forskel fra den tidligere rekord, der lød på 461 millioner fra EM i 2006.
Fra EM i Kroatien og Ungarn blev 1.919 timers tv sendt i 145 lande, og det slår antallet af sendetimer fra EM 2012 med hele 758 timer - altså en stigning på 61 %.
I alt er der sendt 4.252 timers EM-håndbold i 2014, når tallene lægges sammen med EM i herrehåndbold i Danmark, og det er dermed det stærkeste eksponerings-år for europæisk håndbold.
"Disse ekstremt positive seertal understreger endnu en gang den enorme verdensomspændende interesse, EM-slutrunderne oplever, og samtidig viser tallene, hvor populær kvindehåndbolden er hos tv-seerne. De løbende investeringer, EHF og vores Infront lægger i de digitale medier, giver afkast og bidrager til at tiltrække et stadig stigende antal nye fans til vores sport," udtaler EHF-formand, Jean Brihault.
Dansk VM-hjemmebane om ni måneder
I Dansk Håndbold Forbund arbejdes der på højtryk med kvindernes VM, der til december skal spilles på hjemmebane i Herning, Kolding, Næstved og Frederikshavn, og i den forbindelse er de flotte EM-rekorder spændende læsning.
"Nu er der selvfølgelig forskel på EM og VM, men tallene viser tydeligt den tendens, vi oplever i kvindehåndbold for tiden," siger DHF's formand, Per Bertelsen og fortsætter:
"Vi glæder os utroligt meget til at afvikle kvindernes VM i december måned, og de tal, EHF nu har offentliggjort, bidrager blot med endnu mere begejstring til arbejdet. Vi har mange spændende og anderledes aktiviteter i støbeskeen, og vi ser frem til sammen med landsholdet at skabe en fantastisk håndboldfest for hele Danmark."
Fakta om VM
- VM spilles 5.-20. december
- Danmark spiller alle kampe i Jyske Bank Boxen i Herning
- DHF afholder VM i tæt samarbejde med værtsbyerne og Sport Event Denmark.
- Værtsbyerne er Herning, Kolding, Næstved og Frederikshavn
- VM arrangeres under sloganet Heart of Handball
- Billetsalget starter den 11. august.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk