20/03-15
-
Pressemeddelelse
U17-pigerne åbner kval med storsejr
Det danske U17-landshold har det ene ben i sommerens EM-slutrunde efter sejr på 41-21 over Frankrig i EM-kvalifikationen.
De danske U17-piger tog fredag hul på EM-kvalifikationen på hjemmebane i Vejen Idrætscenter, hvor Frankrig, Serbien og Schweiz er weekendens modstandere. Frankrig stod først for skud, og de blev fuldstændig kørt over af et overordentligt velspillende dansk hold, der gik fra banen med en tyve måls-sejr på 41-21 efter pauseføring 23-10.
Holdet er i weekenden uden deres sædvanlige træner, Heine Eriksen, der er af sted med dame-A-landsholdet til Golden League i Frankrig. I stedet er det U19-landstræner Flemming Dam Larsen, der fører an under de vigtige kval-kampe, og han var ikke overraskende meget tilfreds oven på aftenens kæmpesejr.
"Jeg har sjældent set et U17-landshold med så højt niveau i forsvaret. Vi arbejdede i 6:0 med stor konsekvens og havde på forhånd snakket om, hvordan vi gerne ville have franskmændene til at afslutte, så vi havde godt styr på dem," sagde Flemming Dam Larsen efter kampen.
Flot fokus trods stor føring
"Også kontraspillet fungerede rigtigt godt, og generelt var angrebsspillet godt kørende over for et ellers noget offensivt fransk forsvar," fortæller han videre og glæder sig i øvrigt over, at hele truppen bød godt ind.
"Jeg synes, vi viser rigtig flot moral over hele banen - også selv da vi gik til pause med en 13 måls-føring, var alle fast besluttet på at gå ud og vinde anden halvleg."
Holdet skal nu vende fokus mod kampen i morgen, hvor Serbien venter klokken 16.00 - også i Vejen Idrætscenter.
Helena Elver og Nicoline Olsen stod for 17 danske scoringer med henholdvsvis ni og otte mål.
De to bedst placerede hold efter weekendens kampe er kvalificeret til EM i Makedonien, der spilles den 13.-23. august 2015.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk