09/04-15
-
Pressemeddelelse
Svær EM lodtrækning til U17 pigerne
De danske U17 piger kom i den vanskeligste af de fire grupper ved sommerens EM i Makedonien
Det kvindelige danske U17 landshold kom i en vanskelig gruppe, da der onsdag formiddag på Hotel Russia i den makedonske hovedstad Skopje blev trukket lod til sommerens EM slutrunde.
Danskerne havnede i Gruppe D sammen med Norge, Ungarn og Slovakiet i det der på papiret ligner den stærkeste af de fire EM grupper.
"På U17 niveau er det altid vanskeligt at vurdere holdenes eksakte styrke på forhånd, men dels har både Norge og Ungarn tradition for at have rigtigt stærke ungdomslandshold og dels har begge disse to lande vundet deres kvalifikationsgrupper overbevisende. Så det var, hvad man kan karakterisere som en træls lodtrækning," siger den danske U17 landstræner, Heine Eriksen.
To hold går videre fra indledende gruppe og i turneringens næste fase ligner det, at holdene fra Danmarks gruppe bliver parret med relativt overkommelige modstandere fra Gruppe C.
De makedonske arrangører har besluttet, at alle kampe skal spilles i hovedstaden Skopje og at der ikke som oprindeligt planlagt skal spilles indledende kampe i feriebyen Ohrid.
Slutrunden afvikles fra den 13. til 23. august, og inden da vil de danske piger have stiftet bekendtskab med ungarerne, idet de to lande begge deltager ved en turnering i Polen 14 dage før EM slutrunden.
"Derimod kommer vi ikke til at spille mod hverken Norge eller Slovakiet før EM," siger Heine Eriksen.
Samlet set faldt lodtrækningen således ud:
Gruppe A: Sverige, Slovenien, Makedonien, Tjekkiet
Gruppe B: Rusland, Rumænien, Tyskland, Spanien
Gruppe C: Portugal, Kroatien, Frankrig, Holland
Gruppe D: Danmark, Norge, Ungarn, Slovakiet
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk