15/04-15
-
Pressemeddelelse
Landtræner: Vi tager favoritrollen
Det Danske U19 landhold skal i weekenden spille EM-kval - dybt inde i Østeuropa
Torsdag morgen klokken ubehageligt tidligt begiver det kvindelige danske U19 landshold sig ud på en rejse, der kan vise sig at blive en større udfordring end de tre EM-kvalifikationskampe, der venter holdet i den hviderussiske industriby Zhlobin.
"Man må sige, at vi får udvidet vores kendskab til Østeuropa," siger landstræner "Flemming "Tuborg" Larsen - ikke alene om den lange rejse via Wien og Minsk men også om EM-kvalgruppe 4, hvor hans hold skal op imod Polen, Hviderusland og Ukraine i nævnte rækkefølge.
"Det er altid spændende at skulle møde nye nationer, men selv om jeg ikke kender ret meget til hverken hviderusserne eller Ukraine, vil jeg åbent og ærligt erkende, at vi bør være store favoritter. Ikke kun til at snuppe en af de to slutrundepladser, men også til at vinde kvalifikationsgruppen."
Og den danske landstræner har statistikken på sin side. Polen, der ved lodtrækningen var seedet som næstbedst efter Danmark, viste ikke imponerende takter, da holdet for to år siden trods hjemmebane med de samme årgange blev nummer 15 og næstsidst ved EM for U17.
"Vores helt store udfordring er, at mange af spillerne er rigtigt godt brugt lige nu," siger Flemming "Tuborg" Larsen op påpeger, at enkelte af hans spillere inden for de seneste 35 dage har været oppe på 42 træningspas og kampe - og det kan ses på intensiteten.
"Men vi må indrømme, at vi efterhånden har en pænt rutineret trup," siger Flemming "Tuborg" Larsen, "de fleste har to slutrunder i bagagen og vi har før været af sted til kvalifikationskampe. Så spillerne ved hvad det handler om."
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk